Ny dansk trombonekoncert er en født klassiker

Britten, Holten, Tjajkovskij

Denne symfonikoncert vil blive husket for Jesper Busk Sørensens uropførelse af Bo Holtens koncert for trombone og orkester, ’Concerto lirico’, som er komponeret specielt til Busk Sørensen.

Koncerten forekom ualmindelig vellykket, og alle tre satser rummer et væld af kontrasterende dele, specielt i udformningen af orkesterakkompagnementet, kontraster som konstant tvinger solisten til at ændre sit spil i forhold til baggrunden.

Det resulterede i mange skiftende klangfarver i akkompagnementet, når Busk Sørensen blev sat overfor de forskellige sektioner, men også satsteknisk havde Holten skabt rig variation, koralagtige afsnit i træblæsere, støjagtige strygerklange og diatoniske, polyfone flader.

Man fornemmede den danske sang og Carl Nielsen hen imod slutningen, en smuk stemning af noget velkendt, der lå og lurede lige under overfladen.

Jesper Busk Sørensen lyste op i koncerten med sin ualmindelig smukke tone, der havde en klang som glødende stål, nogle gange luftfyldt som fløjl.

Iblandt gemte solisten sin stemme inde i akkompagnementet, inden den igen fik lov til at bryde igennem, som en lysstråle der finder vej igennem skydækket. Det var magisk, og meget, meget smukt.

Forinden havde orkestret med Thomas Søndergaard i spidsen taget Benjamin Brittens ’Four Sea Interludes’ fra operaen ’Peter Grimes’ under kærlig behandling. De smukke orkestersatser virkede i kraft af Brittens modstilling af træ, strygere og messing i de første satser og den effektfulde afslutning i den stormende, tumultagtige 4. sats.

Helhedsindtrykket af den symfoniske 2. del med Tjajkovskijs tragiske 5. symfoni var mere blandet. Der var lyspunkter undervejs, Leah Aksnes’ smukke skæbne-tema i indledningen og Erik Sandbergs ditto hornsolo i 2. sats og fint formede overgange internt i satserne.

Men jeg savnede generelt, at musikken fik lov til at ånde frit i stedet for at blive holdt fast i en metronomagtig tempoopfattelse, som kunne have givet Tjajkovskijs smukke melodier et mere organisk udtryk og naturlig fremdrift. I starten af 3. satsen med det yndefulde valsetema begyndte det at dufte af Tjajkovskij, men inden længe var musikken igen låst fast i den bundne metrik.

I sidste satsen glippede koncentrationen; på de store steder kammede dynamikken over, klangen blev hård og spillet mistede fokus. Tjajkovskijs smukke orkestermusik kan ikke ødelægges totalt, men man blev ikke revet med af begejstring af denne opførelse, sådan som man havde håbet på.

Måske næste gang?

Aalborg Symfoniorkester. Dirigent, Thomas Søndergaard, solist, Jesper Busk Sørensen. Musikkens Hus torsdag aften.