Vold

Nye oplysninger i grov voldssag: To kammerater til voldsmanden efterlyses

21-årig er fortsat indlagt en måned efter overfald i Aalborg - politiet håber på vidners hjælp

Arkivfoto
Arkivfoto Foto: Henrik Bo

Opdateret kl. 11:12

AALBORG: Nordjyllands Politi har fredag formiddag udsendt en pressemeddelelse med nye oplysninger i en grov voldssag i håb om, at de kan føre til en opklaring af sagen. Her har politiet brug for eventuelle vidners hjælp eller oplysninger fra folk, der måtte have kendskab til sagen og de involverede.

Lørdag 24. august omkring klokken 23.30 blev en 21-årig mand slået i ansigtet efter en Suspekt-koncert. Overfaldet skete på hjørnet af Kong Christians Allé og Hasserisgade i Aalborg. Den 21-årige faldt bagover og slog hovedet med svære skader til følge.

- Han er fortsat indlagt og i behandling for sine skader, oplyser politikommissær Martin Rolighed, der leder politiets efterforskning af sagen.

Politiet har tidligere udsendt signalement af den formodede gerningsmand. Nu kommer politiet så også med oplysninger om to personer, der menes at være kammerater til gerningsmanden.

Martin Rolighed fortæller, at den formodede gerningsmand - ifølge vidneforklaringer - fulgtes med flere personer.

Signalement

Den formodede gerningsmand beskrives som: Mand, dansk af udseende og mellem 19 og 25 år. Han er cirka 185 til 190 centimeter høj, almindelig til spinkel af bygning. På gerningstidspunktet havde han kort eller karseklippet, mørkt hår og ingen skæg. Han talte med nordjysk dialekt. På ydersiden af højre underarm fra under albuen til håndleddet havde han en tatovering. Desuden var han iført mørk hættetrøje, som muligvis havde lys skrift hen over brystet og et større logo, og lyseblå cowboybukser.

Den ene af kammeraterne beskrives som en mand af dansk udseende, 20 til 25 år og cirka 180 til 185 centimeter høj. Han er almindelig af bygning og var iført mørkegrå nålestribede Chinos-benklæder og hvide sneakers.

Den anden kammerat var også en mand af dansk udseende, mellem 19 og 22 år. Han er cirka 192 cm høj, kraftig af bygning, og havde kort, karseklippet mørkt hår. Han havde ”store øjne”, lettere udstående ører og så var han iført en mørkebrun sweatshirt med skrift og logo på bryst samt mørke fritidsbenklæder med lommer på låret - formentlig af mærket "Carhartt".

Politiet opfordrer de efterlyste personer til at melde sig til politiet.

- Og hvis man genkender de efterlyste mænd ud fra signalementet, eller man har andre oplysninger i sagen, skal man straks ringe til os, pointerer politikommissær Martin Rolighed. Det kan ske på telefon 114.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden