Caja og Cecilie har fået Aalborg Kommune til at genoverveje spareplaner

Politikere skal tage stilling til om børn og unge fra specialklasser alligevel kan få kørsel til deres klubtilbud

Caja og Cecillies protest har gjort så stort indtryk, at de fortsat kan få transport til deres klubtilbud. I hvert fald så længe sagen afventer fornyet politisk behandling. Foto: Henrik Louis <i>Foto:Henrik Simonsen</i>

Caja og Cecillies protest har gjort så stort indtryk, at de fortsat kan få transport til deres klubtilbud. I hvert fald så længe sagen afventer fornyet politisk behandling. Foto: Henrik Louis Foto:Henrik Simonsen

AALBORG:- Vi kan næsten ikke få armene ned.

Det fortæller Jeanette Stougaard Drejer, som er mor til Cecillie, der er den ene af de to piger fra specialklasserne på Vestre Mariendals Skole, der for nylig stod frem og fortalte hvor vigtigt det er for dem, at de fortsat kan komme i klub på Fritidscenter Vesterkæret. Også selvom Aalborg Kommune vil spare omkring 3 mio. kroner på den kørsel, som gør det muligt for dem.

- Vi har lige fået et brev fra PPR om, at ændringen ikke er trådt i kraft endnu alligevel, og derfor kan de indtil videre blive kørt til deres klubtilbud på samme måde som hidtil, forklarer hun.

Cecillie og klassekammeraten Caja gik for nylig forrest i en protest, der er blevet delt mere end 500 gange på Facebook, og det ser nu ud til at have gjort indtryk. Flere politikere i Aalborg Kommune har i hvert fald bedt om et notat, der redegør for, hvorfor besparelsen - der i sin tid blev lanceret som noget, der kunne laves uden en serviceforringelse - alligevel ser ud til at ramme en række børn og unge med særlige behov. Og indtil det er behandlet politisk i de relevante udvalg, fortsætter alt som hidtil. Også selvom beskeden til de unge i første omgang var, at de kunne få kørsel fem dage om ugen eller ingen dage.

- Da jeg ringede og fortalte Cecillie det, var hun helt oppe at køre. Så lige nu har vi nogen meget, meget glade børn, og derfor håber jeg virkelig, at politikerne tænker sig bedre om denne gang. Vi krydser i hvert fald alt, hvad der krydses kan, siger Jeanette Stougaard Drejer.

Ifølge de to piger vil fem dage om ugen være for meget for de fleste af dem, der kommer i klubben i dag. Blandt andet fordi mange hurtigt kører træt, men også fordi de også har andre aktiviteter og terapi, der skal passes.

- Så det vil ikke bare gå ud over ud over os - men også ud over klubben, hvis man gennemfører det her. For der vil være flere, som ikke kan komme der længere, forklarede Caja for cirka 14 dage siden til Nordjyske.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.