Coronavirus

Corona-smitte: 64 elever og fire lærere på skole sendt i isolation

Både skole i Ålbæk og Aalborg Universitet melder om smittede

Både lærere og elever skal testes fri for corona, inden de må vende tilbage. Foto: Region Nordjylland

Både lærere og elever skal testes fri for corona, inden de må vende tilbage. Foto: Region Nordjylland

NORDJYLLAND:Onsdag blev elever og studerende på endnu flere nordjyske uddannelsesinstitutioner sendt hjem. Det drejer sig om 64 elever på en skole i Ålbæk, efter tre elever var konstateret smittet med covid-19/corona. Og på Aalborg Universitet blev omkring 60 studerende sendt hjem, efter én studerende var konstateret smittet.

Frederikshavn Kommune oplyser i en pressemeddelelse onsdag aften, at tre elever fra tre forskellige klasser på Ålbæk Skoleafdeling onsdag blev konstateret smittet med covid-19. Derfor er alle elever fra de tre klasser sendt hjem.

I alt 64 børn ud af skolens i alt 160 elever er hjemsendt til test og skal være i isolation, indtil test viser, at de ikke har smitte. Det er en 2. klasse, en sammenlagt 3./4. klasse og en 8. klasse.

Alle børn, der går i samme klasser som de smittede elever, betragtes som nære kontakter til de smittede og skal derfor testes, før de kan vende tilbage til skolen

Eleverne og forældrene i de tre klasser er blevet kontaktet direkte. Retningslinjerne om isolation og tests gælder også for de lærere, der er de smittede elevers nære kontakter. Det er fire lærere, som nu også er sendt hjem i isolation og skal testes smittefri, før de må vende tilbage.

60 AAU-studerende sendt hjem

Også på Aalborg Universitet er der konstateret smitte. En studerende på 5. semester på GBE/Globale Forretningssystemer hos Aalborg Universitet/AAU er corona-smittet, og onsdag blev omkring 60 studerende på samme studielinje sendt hjem.

Beskeden til de hjemsendte er, at de skal isolere sig og testes. Først når to tests har vist, at de er smittefri, kan de vende tilbage til studiet på AAU.

Dagens hjemsendelser er ikke de eneste på Aalborg Universitet.

- Vi har haft 10-12 tilfælde, hvor studerende er konstateret smittede, oplyser presserådgiver Anette Marcher fra Aalborg Universitet.

Hun påpeger, at det er sket drypvist, og at de smittede er elever fra forskellige studieretninger på universitetet.

- Vi har ikke nogen oplysninger, der tyder på, at det er hos os, de er blevet smittet, siger Anette Marcher.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.