Røverier

Opgør i ungdomsmiljøet: Ung mand røvet to gange på en uge

Fire mænd er dømt for røveri mod en anden unge mand

AALBORG:Et opgør i ungdomsmiljøet omkring Kildeparken i Aalborg endte torsdag med fængselsdomme for røveri til fire unge mænd i alderen 17 til 20 år.

Sagen handler om to røverier mod den samme unge mand - dels i Kildeparken og dels i hans egen lejlighed.

Det oplyser anklager Torben Kauffmann.

Første røveri skete 27. marts i Kildeparken, hvor en stor gruppen unge mennesker opholdt sig.

Her blev den unge mand rullet for stoffer og penge af en 20-årig mand og en 18-årig mand.

Det var den 20-årige, der stod for selve røveriet, mens den 18-årige stod i nærheden og så på, og derfor blev han dømt for medvirken, fortæller Torben Kauffmann.

Røvet to gange

Efter røveriet i Kildeparken havde røveriofferet formentlig gået rundt og sagt, at han ville hævne sig.

Det kom på et tidspunkt den 20-årige for øre, og han besluttede sig for at opsøge offeret sammen med tre venner - heriblandt den 18-årige, der også var med til første røveri samt to 17-årige mænd.

Det skete 4. april, hvor de fire mænd trængte ind i den unge mands lejlighed. Her blev offeret igen udsat for røveri.

Denne gang blev der taget halsgreb på ham, han blev slået og truet med kniv, og de fire mænd tog blandt andet et mindre kontantbeløb fra lejligheden.

Og igen var det den 20-årige der alene gjorde det hele, mens de tre andre så på.

I retten forklarede alle fire mænd, at det blot var meningen, at de skulle op og tale med den unge mand, men at det udviklede sig, fortæller Torben Kauffmann.

Forskellige straffe

Den 20-årig mand, der begge gange var den aktive del af røverierne, blev idømt et år og ni måneders ubetinget fængsel, og fik samtidig en advarsel i forhold til en udvisning af landet.

Den 18-årige mand, der var med til begge røverier, blev idømt et års fængsel, hvoraf kun en måned var ubetinget.

De tog andre mænd - begge på 17 år - blev begge idømt ni måneders fængsel, hvoraf kun en måned var ubetinget.

Den 20-årig har anket dommen for røveriet i lejligheden. Den ene af de 17-årige modtog dommen, mens de to andre udbad sig betænkningstid.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst