Aalborg Håndbold

Optimistisk Møllgaard: PSG får også udfald

Henrik Møllgaard havde foretrukket Nates eller Barcelona, men han lever med, at PSG venter i Champions League-semifinalen

Henrik Møllgaard har været personificeringen af Aalborgs internationale optur. Foto: Henrik Bo

Henrik Møllgaard har været personificeringen af Aalborgs internationale optur. Foto: Henrik Bo

HÅNDBOLD:Henrik Møllgaard var om nogen manden, der lancerede ambitionen om Aalborg Håndbold i Final 4. Hvis ikke man går efter at vinde, så kan man ligeså godt lade være med at stille op, udtalte Henrik Møllgaard, da han for snart to år siden tog hul på Champions League sammen med Aalborg.

Nu er man nået frem til Final 4, og retorikken er stadig den samme. Selvtilliden er i top hos Aalborg-profilen, der som alle andre i klubben fulgte med, da PSG kom op af bowlen ved tirsdagens Champions League-lodtrækning.

- Jeg havde helst set, at vi havde trukket Barcelona eller Nantes, men det er mere ud fra en betragtning om, at vi allerede har mødt de hold i denne sæson. Det ville være en lille fordel, siger Henrik Møllgaard.

Han har som den eneste i Aalborg-truppen prøvet at være til det næsten sagnomspundne Final 4-stævne. Resten af førstegangsdeltagere, og det kan godt få en betydning.

- Jeg er med på, at Barcelona kan være modbydelig. Særligt på førstedagen af sådan et Final 4-stævne, men det er bare et hold, vi har mødt før og har en god fornemmelse af. Det samme med Nantes. Nu endte vi med Paris, og dem har vi ikke mødt i denne sæson, så der er noget nyt at forholde sig til, og med alle de indtryk, der ellers venter os i Køln, ville det have været fint med en modstander, som vi allerede har spillet mod, siger Henrik Møllgaard.

Lige meget hvad, ville det være en klassemodstander, som Aalborg blev parret med. Henrik Møllgaard er helt med på, at det ikke blevet let, men han er omvendt også fortrøstningsfuld.

- Vi har bestemt en god chance mod PSG. Vi skal også huske på, at Paris får udfald. Det så vi mod Kiel, og de får også fem minutter, hvor de kan smide tre bolde væk, påpeger Henrik Møllgaard.

Der er sket en del med det franske spilkoncept, siden Henrik Møllgaard var en del af klubben fra 2016 til 2018.

- Det har pyntet gevaldigt på deres spil, at de har fået Luc Steins ind. Han er nok gået lidt under radaren, men jeg vil mene, at han er den hurtigste spiller på en håndboldbane i tanke og handling. Han giver en helt anden fart til spillet, siger Henrik Møllgaard, der er imponeret over den i håndboldsammenhæng, lille hollænders indflydelse på PSG-spillet.

- Det har givet en anden struktur, at han er kommet ind sådan lidt fra højre, fordi Nikola Karabatic blev skadet. Der går i øvrigt rygter om, at netop Karabatic er med til Final 4, så det bliver lidt spændende at se, siger Henrik Møllgaard.

Aalborgs hærfører har som altid svar på tiltale. Denne gang bliver han spurgt ind til Aalborgs muligheder for avancement til finalen.

- Hvis vi kan kværne på med vores normale stabilitet, så tror jeg på, at vi kan følge med. Vi har vist i de tidligere kampe, at vi er svære at spille mod, og det kommer Paris også til at mærke, siger Henrik Møllgaard.

Final 4 spilles i dagene 12.-13. juni.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden