Aalborg Pirates

Piraterne lever i den grad i finaleserien

Powerplay blev det helt store tema i den fjerde DM-finale mellem Aalborg Pirates og Rungsted Seier Capital

Aalborg Pirates vandt for første gang i finaleserien, da Rungsted blev besejret 5-2. Foto: Bente Poder

Aalborg Pirates vandt for første gang i finaleserien, da Rungsted blev besejret 5-2. Foto: Bente Poder

ISHOCKEY:Det var ferie eller femte kamp for Aalborg Pirates, der har malet sig selv op i et hjørne efter tre finalenederlag på stribe. Med andre var det vind eller forsvind for piraterne, da Rungsted Seier Capital var på besøg til fjerde DM-finale.

Efter 0-5-afklapsningen i kamp tre havde kaptajn Julian Jakobsen efterlyst forandringer, og det fik han, da Aalborg Pirates vandt 5-2 og dermed afblæste den lidt for tidlige sommerferie.

Hvis Rungsted havde forventet et sommerferieklart Pirates-mandskab, så kunne nordsjællænderne hurtigt tro om igen. Piraterne kom blodtørstige ud til kampen. Indledningen mindede på mange måder om indledningerne på de to første opgør i finaleserien.

Pirates kom ud og vandt initiativet, som det er set før i finalerne. Tendensen til en genudsendelse omfattede imidlertid også den nordjyske farlighed - eller mangel på samme - for der blev ikke afsluttet nævneværdigt mod Christopher Nihlstorp i Rungsted-målet.

Den manglende skarphed i afslutningerne sammenholdt med de for få forsøg har været udtalt. Mest af alt når Pirates har været i powerplay. I de første tre kampe har pirat-powerplayet glimret ved sin manglende skarphed. Det har været gennemgående tandløst, men det ændrede sig i den grad, da Aalborg Pirates fik fredagens første powerplay.

Her brød Thomas Spelling forbandelsen, da han blev den første Pirates-forward til at score mod Nihlstorp i finaleserien. 1-0-føringen blev dog en kort fornøjelse, for kort efter slog Rungsted tilbage, da det var nordsjællændernes tur til at komme i powerplay. Her udlignede Mattias Persson til 1-1, bedst som Aalborg blev fuldtallig igen.

Nu havde piraterne imidlertid fået skudt kanonerne ind på Rungsted-målet. Det betød, at Martin Lefebvre gjorde det til 2-1 kort før 1. periode var forbi. Igen var der tale om et powerplay-mål.

Aalborg Pirates - Rungsted Seier Capital 5-2

Periodecifre: 2-1, 0-0, 3-1

Målscorere: 1-0 Thomas Spelling (14. minut), 1-1 Mattias Persson (18. minut), 2-1 Martin Lefebvre (19. minut), 2-2 Shane Hanna (46. minut), 3-2 Pierre-Oliver Morin (52. minut), 5-2 Ben Duffy (59. minut)

Dermed er Rungsted Seier Capital finaleserien 3-1. Kamp fem spilles søndag i Bitcoin Arena.

I 2. periode tegnede sig et nyt kampbillede. Nu var det Rungsted, der havde slebet skøjteklingerne mest, for nu satte gæsterne hjemmeholdet godt og grundigt under pres. Det afstedkom nogle store chancer til Rungsted, men her måtte man prise sig lykkelig for en storspillende George Sørensen.

Mod slutningen af 2. periode kom piraterne bedre med. Blandt andet blev det til et par store chancer til Ben Duffy. Den ene mundede ud i et straffeslag, som Julian Jakobsen dog brændte.

3. periode blev indledt lovende fra Aalborgs side. Man fik etableret et godt tryk i Rungsteds zone, men da Lasse Bo Knudsens stav kom i nærkontakt med Rasmus Anderssons ansigt fik Knudsen 2+2 minutter, og på det efterfølgende powerplay beviste Shane Hanna, hvorfor han har været en af de bedste backer i denne sæsons Metalliga. Han udlignede til 2-2, og så balancerede finaleserien atter på en knivsæg.

Rungsteds udligning ændrede på flere måder kampens rytme. Nu var det gæsterne, der for alvor kunne ane den ventende pokal og medfølgende champagne. Igen var udvisninger dog et hovedtema, for Shane Hanna måtte to minutter i straffeboksen, og så var vejen banet for et nyt pirat-fremstød.

Pierre-Oliver Morin har som alle de øvrige pirat-forwards været ramt af pointtørke, men han tog kraftigt revanche, da han først gjorde det til 3-2 i overtal. Få minutter senere var Morin igen helten, da han gjorde det til 4-2.

Da Rungsted mod kampens slutning pillede Nihlstorp ud gjorde Ben Duffy det til 5-2. Dermed skal de to hold ud i kamp fem på søndag i Bitcoin Arena.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.