Aalborg Pirates

Pirates-formand skyder kritik ned: Vi ønsker ikke at blive bragt ind i den politiske kamp

Morten Fals, der er bestyrelsesformand for Aalborg Pirates kalder det politisk motiveret, at klubben nu bliver trukket ind i en sag om sponsorater

Morten Fals, der er bestyrelsesformand i Aalborg Pirates, mener, at klubben er blevet brugt i en politisk motiveret sag. Arkivfoto: Lars Pauli
Morten Fals, der er bestyrelsesformand i Aalborg Pirates, mener, at klubben er blevet brugt i en politisk motiveret sag. Arkivfoto: Lars Pauli Lars Pauli

Opdateret kl. 21:17

ISHOCKEY: Det har givet lidt støj på linjen, at BT i et par artikler udruller et forhold mellem Aalborg Pirates og Aalborg Kommune, som flere kilder til BT kalder for vanvittigt. Sagen er den, at der stilles spørgsmålstegn ved, om det er lovligt for Aalborg Havn, der er et kommunalt ejet selskab at være sponsor i Aalborg Pirates og ydermere, om Aalborg Kommune er indirekte medejer af Aalborg Pirates via foreningen Cool East, hvor Port of Aalborg er en af de 14 virksomheder, der bakker op.

Det hører med til det hele billede, at Port of Aalborg er selvstændig sponsor i Aalborg Pirates, mens Cool East er hovedsponsor i klubben.

Cool East er i realiteten sagens kerne, da sponsorater fra kommunalt ejede virksomheder er ligeså almindelige, som regnvejr i november.

Cool East er en forening, der består af 14 virksomheder, der er gået sammen om at lave et stykke socialt arbejde, der dækkes ind under begrebet CSR; Corporate Social Responsibility.

Det sker med Aalborg Pirates som den store facilitator, da det ofte er Aalborg Pirates’ arrangementer som er omdrejningspunktet til glæde for mange mennesker.

Cool East er, som navnet måske fortæller, forankret i Aalborg Øst, hvor Cool East forsøger at gøre en social indsats, og her er Aalborg Pirates løftestang. Det er også den tidligere Pirates-direktør Thomas Bjuring, der i sin tid var den store primus motor for tilblivelsen af Cool East på grund af flere års forberedelse i Aalborg Pirates.

Morten Fals, der er bestyrelsesformand for Aalborg Pirates er træt af, at ishockeyklubben nu skal drages ind i en sag, som ifølge ham har politiske undertoner.

- Det er fuldstændig urimeligt, at tingene bliver mistænkeliggjort på den måde, som det er tilfældet her via Port of Aalborg og Aalborg Kommune. Det er naturligvis med en vis ærgrelse, at Aalborg Pirates nu skal drages ind i en sag med politiske undertoner, hvor jeg ikke føler, at man har belyst hele billedet, siger Morten Fals til Nordjyske.

Han skyder endvidere alle spekulationer om at kommunale skattekroner er blevet brugt til at erhverve sig Pirates-aktier for i jorden.

- Cool East er en CSR-organisation. Altså en forening, der gør en social indsats. Det er rigtigt, at Cool East er aktionær i Aalborg Pirates, men det er på baggrund af øremærket donation fra en privat partner, som man enes om at bruge ved kapitaludvidelsen for år tilbage. Der er intet led, som kan føre til en påstand om, at Aalborg Kommune er medejer af Aalborg Pirates, påpeger Morten Fals.

Et andet af de store anklagepunkter er det forhold, at 70 procent af Cool Easts formue hvert år skal sendes i Aalborg Pirates’ retning.

- Cool East udfører et stort stykke socialt arbejde, og har mange flotte events og gode tiltag bag sig. Et event som der går igen, er det populære årlige Teddy Bear Toss, det årlige bamsekast, hvor publikum køber og kaster bamser ind på isen ved scoring til en Pirates-kamp. Overskuddet fra eventet går til velgørenhed. Det er blot en af mange aktiviteter, som Cool East står bag. Der er en helt naturlig kobling mellem Aalborg Pirates og Cool East, og det kommer mange mennesker til gode, men jeg er ked af, at hele CSR-delen ikke er nævnt i BT’s artikler, for det er hele fundamentet for Cool East, siger Morten Fals.

Bestyrelsesformanden påpeger, at Port of Aalborg - altså Aalborg Havn - blot er en af mange virksomheder, der er med i Cool East.

- Vi taler altså om en ud af 14 virksomheder, der alle er med, fordi man ønsker at bakke op lokalt med også styrke virksomhedens CSR-profil. Det er skudt over mål at begynde at spekulere i urent trav fra kommunal side, og jeg er ked af, at de øvrige virksomheder, der er med i Cool East, skal trækkes ind i sådan en sag, for den er skudt forbi skiven, siger Morten Fals.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden