Aalborg Pirates

Pirates-kaptajn jagter VM-succes og OL-billet

I næste uge går det løs ved A-VM i Letland, og her skal rutinerede Julian Jakobsen ind og tage meget ansvar

Julian Jakobsen håber på, at en god indsats ved VM kan styrke hans kandidatur til efterårets OL-kvalifikation. Arkivfoto: Claus Søndberg

Julian Jakobsen håber på, at en god indsats ved VM kan styrke hans kandidatur til efterårets OL-kvalifikation. Arkivfoto: Claus Søndberg

ISHOCKEY:Onsdag aften spillede Danmarks ishockey-landshold en af de sidste testkampe, inden man søndag sætter kursen mod Letland, hvor årets VM skal spilles.

Med ombord på flyet er Aalborg Pirates' kaptajn Julian Jakobsen. Siden DM-finalerne fandt sin afgørelse, har Julian Jakobsen været en del af landsholdets træningslejr frem mod VM. Her står det nu klart, at Jakobsen kommer til at spille en vigtig rolle i jagten på dansk VM-succes.

Blandt de spillere, der har meldt afbud til årets VM, er Peter Regin og Frans Nielsen. Dermed vokser Julian Jakobsens betydning som en af de mest rutinerede center-spillere i den danske trup.

- Vi er blevet ramt af nogle tunge afbud i år, så det er en lidt smal trup, som vi har med til VM i år. Vi er heldigvis ved at have mange dygtige hockeyspillere, så det er en mulighed for andre til at træde i karakter, siger Julian Jakobsen, der glæder sig til at komme til Letland og atter være en del af en dansk VM-trup.

- Jeg glæder mig særligt meget til VM i år. Sidste år fik vi jo ikke lov til at spille, så det betyder lidt mere i år, når vi kommer i gang, siger Pirates-kaptajnen, der i det hele taget altid er begejstret, når der venter landsholdsaktiviteter.

- Det er altid noget særligt at trække landsholdstrøjen over hovedet. Det har det været siden 2008, da jeg kom med omkring landsholdet. Jeg har fået nogle venskaber for livet, så landsholdet betyder helt vildt meget for mig, siger Julian Jakobsen.

Med tanke på, at Danmark i år stort set er renset for NHL-spillere, er det også svært at sætte forventningerne alt for højt til den danske VM-indsats i en pulje, der blandt andet tæller Sverige, Rusland, Tjekkiet og Schweiz.

- Det vil altid være en hård pulje, for der er nogle stærke hold med lige meget hvad, men der er flere af de her hold, som vi før har spillet tætte kampe mod. Så er der også et par hold, hvor stjernerne næsten skal falde ned fra himlen, hvis vi skal vinde, siger Julian Jakobsen.

Arkivfoto: Claus Søndberg

Arkivfoto: Claus Søndberg

- Vi har prøvet et par gange, hvor det hele er gået op i højere enhed, og vi har kvalificeret os til kvartfinalen. Det er også målet i år, men vi ved også godt, at det bliver svært, siger Julian Jakobsen.

I år er det imidlertid ikke kun VM, der fylder i landsholdskalenderen. Senere på året venter nemlig en meget imødeset OL-kvalifikation.

- Der er også en OL-kval, der kommer i spil, så det betyder bestemt også noget, hvordan man gør det her til VM, for jeg har da en ambition om at spille med i den OL-kval senere på året, men jeg ved godt, at det bliver svært, og i så fald skal jeg kæmpe med om et af de yderste mandater, siger Julian Jakobsen.

Aalborg-kaptajnen kan se frem til at skulle være væk fra familien i et par uger, men sådan er det, når landsholdet kalder. Julian Jakobsen har en søn på to år sammen med sin hustru, og netop savnet til de to er muligvis det eneste minus ved at være til et VM med landsholdet.

- Det er aldrig nemt at være væk fra familien i længere tid. Særligt ikke, når min dreng har nået en alder, hvor han godt kan registrere, at jeg er væk, men han kan måske ikke helt forstå, hvorfor jeg er væk. Heldigvis har han en fantastisk mor, og nogle gode bedsteforældre, så det gør det også nemmere for mig at være væk, siger Julian Jakobsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.