Politi: Lad være med at dele manipulerede billeder af mørk bil

Der er begyndt at dukke falske billeder op af den mørke bil, der er efterlyst i forbindelse med 22-årige Mia Skadhauge Stevns forsvinden

AALBORG:Lad være med at dele manipulerede billeder af den mørke bil, politiet har efterlyst i forbindelse Mia-sagen.

Så klar lyder udmeldingen fra Nordjyllands Politi, efter der florerer billeder på internettet, hvor overvågningsbilledet fra politiet er blevet manipuleret.

- Vi er bekendt med, at der florerer manipulerede billeder. De bidrager ikke med noget, så vores klare opfordring er, at man kun skal dele billeder fra pålidelige kilder som politiet eller nyhedsmedier, siger kommunikationsrådgiver, Christian Brinck.

Den mørke bil er helt central i efterforskningen af 22-årige Mia Skadhauge Stevns forsvinden. Klokken 06-09 søndag morgen blev hun samlet op af bilen på ud for Vesterbro 99, og siden har ingen set eller hørt fra hende.

Overvågningsbilledet af bilen er ikke godt nok til at politiet kan se, hvilken bilmodel der er tale om, ligesom registreringsnummeret ikke er synlig.

Politiet har modtaget over 500 henvendelser omkring bilen, efter overvågningsbilledet blev offentliggjort mandag aften. Og der er nok at arbejde videre med - derfor takker politiet for henvendelserne og har ikke brug for yderligere.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden