Politiaktion i kolonihave: To mænd og en kvinde sigtet for indbrudskriminalitet
Politiet har hele dagen ransaget i kolonihaveforeningen Hennedal - tre personer er blevet anholdt

Galleri - Tryk og se alle billederne.
Opdateret torsdag eftermiddag, hvor politiet har sigtet endnu en person i sagen.
AALBORG:To mænd og en kvinde er blevet anholdt, sigtet for indbrudskriminalitet i forbindelse med en større politiaktion i kolonihaveforeningen Hennedal i Rørdal.
Det bekræfter vicepolitiinspektør Anders Uhrskov.
Politiet rykkede talstærkt ud til kolonihaveforeningen torsdag morgen, hvor både efterforskere og teknikere ransagede kolonihavehus og gravede i jorden - formentlig for at finde frem til tyvekoster.
De to mænd og kvinden blev anholdt på stedet kort før klokken 10. Der er tale om en 54-årig dansk mand, og en 34-årig udenlandsk statsborger samt en 44-årig kvinde, oplyser Anders Uhrskov.
De er alle sigtet for indbrudstyveri, og bliver fremstillet i grundlovsforhør fredag morgen.
Én af flere aktioner
Aktionen er én af flere, som relaterer sig til længere tids indbrudsefterforskning, fortæller politikommissær Mikkel Brügmann.
- Vi har efterforsket en række indbrud i private hjem, som er sket i Aalborg og oplandsbyerne, og hvor det også har vist sig, at beboerne i flere tilfælde har været hjemme på gerningstidspunktet, siger Mikkel Brügmann, som leder efterforskningen i sagerne.
- Vi har haft en vellykket aktion, og det er tilfredsstillende, at vi har kunnet skride til anholdelse og på den måde forhindret gerningsmændene i at begå flere indbrud, siger Mikkel Brügmann.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.