Coronavirus

Politiet sigtede ung mand for stor fest i lejlighed - men den var ikke ulovlig

Omkring 30 unge var samlet til stor fest i en lejlighed i Aalborg i weekenden. Det må man gerne, så en ung mand slipper med en formaning

Arkivfoto: Peter Broen

Arkivfoto: Peter Broen

AALBORG:Selvom det ikke er i tråd med sundhedsmyndighedernes retningslinjer at samle 30 unge til fest i en lejlighed, så er det ikke ulovligt.

Forsamlingsforbuddet gælder nemlig ikke i private hjem, og derfor har politiet nu droppet sigtelsen mod den unge mand, der i weekenden blev sigtet for overtrædelse af forsamlingsforbuddet, efter politiet blev kaldt ud til en stor fest i en lejlighed i Aalborg midtby.

- Der var tale om en privat fest i en privat bolig, og det er ikke omfattet af forsamlingsforbuddet. Derfor frafalder vi sigtelsen, siger vicepolitiinspektør Anders Uhrskov, Nordjyllands Politi.

Politiet blev natten til søndag sendt ud til lejligheden på grund af klager over støj, og da betjentene trådte indenfor, blev de mødt af omkring 30 personer, der var godt i gang med at feste.

Og der var tale om en stor fest. Der var både DJ-pult, røgmaskine og diskolys, og festen var blevet annonceret på Instagram.

I flere medier blev festen beskrevet som en piratfest, ligesom det fremgik, at politiet havde lukket festen. Men coronareglerne giver heller ikke politiet mulighed for at lukke fester.

Og det var heller ikke det, der skete, fortæller Anders Uhrskov.

- Det der sker er, at vi taler med nogle gæster, og de siger, at de ikke ved, hvem der holder festen. Så tænder vi lyset, og så begynder folk at gå. Så der er ikke tale om, at vi har lukket festen, og vi har ikke givet noget påbud om, at arrangøren ikke må have gæster, forklarer vicepolitiinspektøren.

Men værten bliver alligevel sigtet for overtrædelse af forsamlingsforbuddet, selvom der i allerede i paragraf 1 i bekendtgørelsen om forbud mod større forsamlinger står, at forsamlingsforbuddet ikke gælder i private boliger.

- Vi rejser sigtelse tidligt i forløbet, dels for at sikre den sigtedes rettigheder, og dels for at undersøge juraen nærmere. Efterfølgende har juristerne så undersøgt, om der var tale om en privat fest eller et offentlig arrangement, og da det blev klarlagt, at der var tale om en privat fest, så frafaldt vi også sigtelsen med det sammen, siger Anders Uhrskov.

Det siger loven om forsamlingsforbud

§ 1. Det er forbudt at afholde og deltage i indendørs og udendørs arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende, hvor der er flere end 10 personer til stede på samme sted samtidig, jf. dog stk. 2 og 3, § 3 og kapitel 4.

Stk. 2. Stk. 1 omfatter ikke udendørs begravelser og bisættelser eller den del af en begravelse eller bisættelse, som finder sted udendørs. Det er forbudt at afholde og deltage i udendørs begravelser og bisættelser eller den del af en begravelse eller bisættelse, som finder sted udendørs, hvor der er flere end 50 personer til stede på samme sted samtidig, jf. dog stk. 3 og kapitel 4.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder ikke i private boliger og haver i tilknytning hertil, som kun beboerne råder over, jf. dog § 1 i bekendtgørelse om forbud mod store forsamlinger i forbindelse med håndteringen af covid-19. 1. pkt. omfatter ikke gårde og lignende, som beboere fra et større antal boliger råder over.

§ 2. Befinder flere end 10 personer sig sammen på et offentligt tilgængeligt sted, uden at forholdet er omfattet af § 1, stk. 1 eller 2, på en sådan måde, som efter politiets skøn udgør en særlig fare for smitte med covid-19, kan politiet påbyde personerne at forlade stedet, jf. dog § 3 og kapitel 4.

Stk. 2. Politiets skønsudøvelse efter stk. 1 skal ske under hensyntagen til Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger vedrørende smittefaren fra covid-19.

Dialog det vigtigste redskab

Coronarestriktionerne strækker sig altså ikke helt ind i private hjem, hvor politiet hverken kan stoppe en fest i henhold til coronalovgivningen eller uddele bøder for at bryde forsamlingsforbuddet.

I de tilfælde, hvor der er store fester i private hjem, er det enten ordensbekendtgørelsen eller restaurationsloven, der kommer i spil, hvis en fest skal stoppes.

For er festen så generende for omgivelserne, at naboer klager, så kan politiet - som altid - svinge forbi og bede festdeltagerne om at skrue ned.

Og en fest kan også hurtigt ændre karakter fra en privat fest til en slags beværtning. Det sker, når der f.eks. er blevet solgt alkohol eller taget entré, og så er det en overtrædelse af restaurationslovgivningen.

Det undersøgte politiet også i forbindelse med festen, der blev lukket i Aalborg.

- Men det er der ikke noget der tyder på i dette tilfælde, fortæller Anders Uhrskov.

Endelig så har politiet dialogen som det væsentligste redskab. Og det er også her, sagen fra Aalborg er endt.

Arrangøren af festen i Aalborg slipper nemlig med en formaning om, at lade være med at holde fester i en tid, hvor alle opfordres til at begrænse den sociale kontakt, og hvor det anbefales at begrænse antallet af gæster til 10 og lukke festen klokken 22.

- Vi vil tale med borgerne for at gøre opmærksom på, at det ikke er smart at samles så mange, og at det går imod sundhedsmyndighedernes anbefalinger, siger Anders Uhrskov.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.