Færdselsforseelser

Politiet stoppede lastbil: Chauffør og vognmand fik bøde på 107.000 kr.

Der blev konstateret 33 lovovertrædelser på en estisk trækker med en dansk sættevogn

Arkivfoto: Martin Damgård

Arkivfoto: Martin Damgård

HJALLERUP/LYNGDRUP:Et virvar af udstikkere til nordiske og østeuropæiske lande - sådan kan denne fortælling fra Nordjyllands Politi bedst beskrives. For forvirringen efter at have stoppet en estisk indregistreret trækker med en dansk sættevogn var tæt på total. Eller i hvert fald noget, der krævede et vist overblik hos politiet.

Sagen er, at Nordjyllands Politi fredag 30. august standsede trækkeren på motorvej E45 ved afkørslen Hjallerup/Lyngdrup.

Det fortæller Nordjyllands Politi om i en pressemeddelelse, hvori politikommissær Claus Kjær-Pedersen fra Tungvognscenter Nord beskriver scenariet:

- Da vi standsede chaufføren, legitimerede han sig med svensk og ukrainsk pas, da han havde dobbelt statsborgerskab. Han boede aktuelt i Ukraine og havde ukrainsk kørekort, men samtidig norsk førerkort og norsk chaufføruddannelsesbevis. Manden fremviste samtidig transportpapirer for international indgående transport fra Sverige til Danmark. Så det var allerede der en kompleks situation, lyder det fra politikommissæren.

Teksten fortsætter under billedet.

Claus Kjær-Pedersen. Arkivfoto: Martin Damgård

Claus Kjær-Pedersen. Arkivfoto: Martin Damgård

Brug for yderligere undersøgelser

Men udfordringerne stoppede ikke her. Politiet skriver i pressemeddelelsen, at man hurtigt fik en fornemmelse af, at chaufføren og hans vognmand langt fra levede op til de lovmæssige krav, så der var brug for yderligere undersøgelser af køretøjet og chaufførens papirer.

Tachografen viste eksempelvis, at chaufføren aktuelt holdt pause, at der blev kørt uden kort - hvilket ikke var tilfældet -, og at tidsangivelserne ikke stemte overens med reel dansk tid.

- I sådan en situation ved vi, at der enten er en fejl på systemet, på kortet i tachografen, eller at der er tale om bevidst snyd – det vil sige, at man har manipuleret med teknikken for at køre-/hviletiderne skal fremstå anderledes, forklarer Claus Kjær-Pedersen i pressemeddelelsen.

Det viste sig, at chaufførens kort var udløbet den 15. juni 2019. Samme dato var ifølge tachografen chaufførens sidste kørsel – hvilket tydeligvis ikke var i overensstemmelse med virkeligheden.

Videre undersøgelser afdækkede 33 lovovertrædelser

På politigården i Aalborg kunne politiet konstatere, at chaufførens uddannelsesbevis også var udløbet. Chaufføren blev efterfølgende afhørt med hjælp fra en tolk, trækkeren blev grundigt kontrolleret, og man var i dialog med speditøren, anklagemyndigheden og politiets regnskabsafdeling for slutteligt at kunne summere overtrædelserne og de mange sigtelser op i følgende:

- 23 kørsler på ugyldigt førerkort.

- 8 overtrædelser af køre-/hviletidsreglerne.

- 1 overtrædelse mht. udløbet chaufføruddannelsesbevis.

- 1 overtrædelse idet tilladelse til kørsel i EU ikke var gyldig.

Forholdene måtte registreres under i alt 65 journalnumre, og den samlede bøde lød (pga. bødeloftet i køre-/hviletidssager) på 107.000 kroner, som chauffør og vognmand skulle udrede til den danske stat. Bøden blev betalt, og politiet udleverede trækkeren og lasten.

Chaufføren fik desuden en betinget frakendelse af førerretten.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst