Politihund fandt påvirket bilist: Manden lå fuldt påklædt med sko på i en seng
23-årig mand kan se frem til flere sigtelser efter han forsøgte at stikke af fra politiet
Opdateret kl. 12:52
VESTBJERG: En 23-årig mand havde ikke rent mel i posen. Det var formentlig derfor han valgte at speede op i sin bil og forsøge at stikke af, da han tilfældigt mødte en politipatrulje kl. 01.45 natten til torsdag i Vestbjerg.
Politifolkene fattede naturligvis straks mistanke til manden i bilen og fulgte efter ham. Efter en meget kort biljagt smed den 23-årige mand bilen og løb fra stedet.
To hundepatruljer blev straks sendt til stedet, og den ene politihund fik hurtigt færten af et frisk spor og fandt frem til manden i et nærliggende hus.
- Han lå fuldt påklædt med sko på i en seng, og det virkede naturligvis mistænkeligt, og desuden var han stærkt påvirket af narkotika. Manden var også i besiddelse af narko, og desuden har han ikke noget kørekort, fortæller vagtchef Jesper Sørensen.
Den 23-årige mand, som er kendt af politiet i forvejen, kan derfor se frem til en række sigtelser.
- Det var glimrende hundearbejde som hurtigt fik politifolkene på rette vej, fastslår vagtchefen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.