Politiaktion

26-årig mand anholdt i terrorsag i Aalborg Øst er sigtet for fremstilling af bomber

Det vrimlede med politifolk i skudsikre veste på Ravnkildevej i Aalborg Øst fredag morgen, hvor en 26-årig mand blev anholdt og sigtet for planlægning af terror

Foto: Jan Pedersen

Foto: Jan Pedersen

AALBORG:Beboerne på Ravnkildevej i Aalborg Øst var fredag morgen før kl. 7 vidne til en større politiaktion.

Mellem 10 og 15 politifolk var i aktion på stedet. Politiet gennemsøgte en lejlighed på Ravnkildevej og desuden blev en bil grundig tjekket. I jagten på spor blev der iværksat flere tekniske undersøgelser på stedet. Politifolkene har bl.a. ledt i flere skraldespande og undersøgt ejendommens kælder.

Så sent som 11. december sidste år slog svært bevæbnede politifolk til flere forskellige steder i Aalborg, som led i en landsdækkende aktion efter mistanke om forberedelse af et terrorangreb. Et af de steder var netop i samme opgang på Ravnkildevej i Aalborg Øst. Der blev anholdt personer i hele landet i en tæt koordineret aktion mellem Københavns Politi, flere andre politikredse og PET.

Politiaktionen i Aalborg Øst har relation til den terrorsag. Det bekræfter Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Dengang var den 26-årige mand blandt de anholdte, men han blev løsladt igen. Nu er den samme mand blev anholdt igen, fordi politiet har skaffet nye beviser.

- Efterforskningen er fortsat og har ført til, at mistanken mod den 26-årige nu er så betydelig, at han skal fremstilles i grundlovsforhør. Dagens anholdelse er sket i godt samarbejde med vores kolleger i Nordjyllands Politi. Af hensyn til efterforskningen, kan jeg desværre ikke gå i flere detaljer på nuværende tidspunkt, siger leder af Afdeling for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi, vicepolitiinspektør Brian Belling i pressemeddelelsen.

Den 26-årige mand blev fremstillet i Dommervagten i København kl. 13 med krav om varetægtsfængsling. Her begærede Københavns Politi lukkede døre, hvilket dommeren efterkom. Inden da blev han ifølge Ritzau sigtet i den del af terrorsagen, der handler om fremstilling af bomber. Tidligere har han været anholdt i den del af terrorsagen, der handler om anskaffelse af våben.

Grundlovsforhøret resulterede ikke i en varetægtsfængsling. I stedet valgte dommeren at opretholde anholdelsen af den 26-årige i tre gange 24 timer.

NORDJYSKE har talt med en nabo, der kunne konstatere, at der var politi på stedet, da han vågnede. Han fortalte, at han ikke har bemærket noget mistænkeligt siden politiet sidst rykkede ind med en stor aktionsstyrke 11. december.

NORDJYSKE følger sagen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.