Coronavirus

Positiv coronatest: Et hold studerende på UCN sendt hjem

En fysioterapeutstuderende er blevet smittet uden for campus

Arkivfoto: Andreas Falck

Arkivfoto: Andreas Falck

AALBORG:UCN har den 5. september bedt et hold studerende på fysioterapeutuddannelsen i Aalborg om ikke at møde op på campus i den kommende uge. De studerende skal testes for COVID-19, efter at en medstuderende på holdet har meddelt UCN, at hun er testet positiv for COVID-19.

Det oplyser uddannelsesinstitutionen i en pressemeddelelse.

- Så snart vi modtog beskeden, aktiverede vi vores beredskab, og vi har bedt alle, der går på samme hold som den studerende, om at blive testet for COVID-19. De studerende skal ikke møde ind på UCN igen, før de har fået et negativt svar på deres test, forklarer Peter Møller Pedersen, uddannelsesdirektør på Professionshøjskolen UCN.

De berørte studerende er blevet informeret via SMS og mail i løbet af lørdag den 5. september. Mens de er hjemsendt, vil de blive modtage online-undervisning.

Den studerende er blevet smittet uden for campus:

- Vi er i tæt dialog med den studerende, som fortæller, at hun har været til en konfirmation sidste lørdag, hvor én fra køkkenet efterfølgende er testet positiv for COVID-19. Da hun fik beskeden i onsdags, gik hun i selvisolation og lod sig teste, og i dag lørdag fik hun så svar på testen, som viste, at hun er smittet med COVID-19, siger Peter Møller Pedersen.

Fysioterapeutuddannelsen har til huse på Campus Selma Lagerløfs Vej i Aalborg, hvor UCN også uddanner sygeplejersker, radiografer, ergoterapeuter og jordemødre.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.