Hospitaler

Prischok: Supersygehus bliver mindst 600 millioner dyrere

Sundhedsministeriet har sat projektet under skærpet tilsyn. Region Nordjylland har ikke penge i kassen til at bygge universitetshospitalet færdigt

Både tidsplan og budget er skredet. Nyt Aalborg Universitetshospital skulle efter den oprindelige plan være færdigbygget i år, men formentlig åbner det først i 2023. Foto: Claus Søndberg

Både tidsplan og budget er skredet. Nyt Aalborg Universitetshospital skulle efter den oprindelige plan være færdigbygget i år, men formentlig åbner det først i 2023. Foto: Claus Søndberg

Det største byggeri nogensinde i Nordjylland er havnet i økonomisk kaos. Prisen for Nyt Aalborg Universitetshospital bliver meget højere end forventet. Region Nordjylland anslår selv, at den endelige regning ender med at blive mindst 600 millioner kroner højere end de 4.9 milliarder, der er budgetteret med.

Det har nu fået staten til at skride ind.

Byggeriet er sat under såkaldt skærpet tilsyn, og Sundhedsministeriet vil følge byggeriet tæt. Det fremgår af et brev, som Sundheds- og Ældreministeriet i denne uge sendte til Region Nordjylland.

I brevet - der er stilet til regionsdirektør Roeland Løfberg og ikke var tiltænkt offentliggørelse - lægger ministeriet ikke skjul på deres bekymring for projektet. Siden byggeriets start har projektet været fulgt af en ekstern revision - kaldet Det tredje øje - og det er den seneste vurdering herfra, der har fået ministeriet til at gribe ind.

En efterfølgende dialog med regionen har fået ministeriet til at frygte, at ekstra-regningen vil blive endnu højere. For de 600 millioner kroner er regionens egen prognose, og den er muligvis ikke pessimistisk nok.

I hvert fald set fra Holbergsgade 6 i København, hvor Sundheds- og Ældreministeriet holder til.

- Ministeriet vurderer, at regionens prognose er behæftet med betydelig usikkerhed ... Dermed er der risiko for, at den samlede udfordring kan vise sig at være markant større end regionens vurdering, lyder det i brevet.

Regnestykket: Byggeri mangler kvart milliard


Grafik: Regnestykket: Byggeri mangler kvart milliard
Kilde: Sundheds- og Ældreministeriet. Grafik: Christian Made Hagelskjær

Ifølge regionens prognose vil det være muligt at finde 350 af de 600 millioner internt. Projektets likvide reserver er på 147 millioner kroner, og så satser Regionen på, at projektets enterpriseforsikring vil dække omkring 200 millioner kroner. Regionen mener, at bygherren Indigo er skyld i en pæn del af ekstraregningen og derfor bør betale. Regionen har allerede anlagt en voldgiftssag mod Indigo - omkring el-arbejdet - og flere sager kan være på vej. Ifølge NORDJYSKEs oplysninger er der forhandlinger i gang mellem Indigo og Region Nordjylland.

Hvordan Indigo stiller sig til påstanden fra regionen, vil projektdirektør Lars Kirkegård ikke kommentere, og han ønsker heller ikke at udtale sig om, hvorvidt Indigo har ansvar for, at udgifterne er stukket af.

Foto: Claus Søndberg

Foto: Claus Søndberg

250 millioner

Men der mangler stadig mindst 250 millioner kroner, og hvor de penge skal komme fra er uvist. Regionen har dem ikke i kassen, så derfor vil de i første omgang sandsynligvis blevet hentet i statskassen.

For pengene vil blive fundet - der er ingen risiko for, at Nyt Aalborg Universitetshospital ikke bliver færdigt. Projektet er på alle måder for vigtigt til at strande på pengemangel.

Derfor kræver ministeriet, at der fremover skal holdes møder med regionens repræsentanter hver måned, ligesom der hurtig skal gennemføres en ekstern undersøgelse af projektet.

For det er ikke kun budgettet, der skrider.

Tidsplanen holder heller ikke - oprindeligt var det planlagt, at sygehuset skulle stå færdigt i år, men det er siden udskudt til 2. kvartal i 2021. Om det holder er tvivlsomt.

Fra hospitalet står færdigt, til de første patienter kan komme ind, går der endnu et stykke tid - fra starten har det ligget i tidsplanen, at der fra aflevering af byggeriet til ibrugtagning skulle bruges noget tid på at teste forskellige ting, så man var sikker på, at have et hospital, der fungerer.

Skåret ind til benet

At byggeriet bliver dyrere end budgetteret kommer ikke som nogen nyhed - men størrelsen på budgetoverskridelsen har ikke været kendt udenfor en snæver kreds af politikere, embedsmænd og bygherren.

Men at budgettet er presset har længe stået klart - i december blev byggeriet skåret helt ind til benet, da Regionsrådet vedtog at droppe flere dele af byggeriet. Dengang fandt Regionsrådet besparelser på 60 millioner kroner ved droppe en såkaldt forskønnelse af udenomsarealerne samt at gå på jagt efter nogen, der vil finansiere en platform til en helikopterlandingsplads oven på bygningerne.

De penge er heller ikke fundet endnu.

Men trods økonomiske problemer er regionsrådsformand Ulla Astman (S) ikke bekymret for hospitalets fremtid, og heller ikke utryg ved, at staten nu griber ind.

- Vi havde da helst været foruden, at projektet nu er under skærpet tilsyn. Men nu skal vi sammen med ministeriet forsøge at finde en løsning på de problemer, der er. Det er ikke fordi, vi har skaltet og valtet med midlerne, men der er flere ting, der er gået galt. Byggeprocessen har flere gange gået i stå, fordi der har været fejl og mangler ved el og vvs-arbejdet, og den regning kommer entreprenøren til at være med til at betale, siger Ulla Astman i en kort pause mellem møder i København.

- Men i bedste fald mangler der 250 millioner kroner. Hvor skal de penge komme fra ?

- Det er det, vi skal til at finde ud af. Vi kan ikke finde dem på budgettet, og på nuværende tidspunkt er byggeriet så langt fremme, at der ikke er noget, der kan spares væk.

- Regner du med, at staten dækker det ind?

- Der er da en mulighed for at få en hjælpende hånd fra ministeriet. Det er sket andre steder.

- Hvis regionen selv skal finde pengene vil det vel uundgåeligt gå ud over noget andet?

- De skal findes uden at de rammer andre steder.

- Kan du give et bud på hvordan der kan findes den slags penge uden at der skal skæres andre steder?

- Jeg har ingen konkrete løsninger. Det kan jeg ikke svare på nuværende tidspunkt.

NORDJYSKE har sendt opfølgende spørgsmål til Sundheds- og Ældreministeriet, men det var ikke muligt at få svar fredag.

Grafik:

Læs mere om sagen:

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.