Mozart, Martinú, Beethoven

Stephan Dohr & Pro Musica

Utzon Center og Musikkens Hus har indgået aftale om at henlægge et par af sæsonens Pro Musica koncerter til centrets store Obelske Auditorium. Det en smuk sal med fantastisk fjordudsigt og plads til vel et par hundrede mennesker, og det første arrangement blev en stor publikumssucces, salen var totalt udsolgt.

Men salen er ikke optimal for musikerne at spille i med sin knastørre akustik, som især er hård imod strygere, de får intet tilbage fra rummet, og der skal et vist lydtryk til for at fylde salen ud.

Det stod klart allerede med Mozarts hornkvintet i Es-dur, der åbnede koncerten. Berlinerfilharmonikernes solohornist Stephan Dohr var hovedsolisten, kvintetten er nemlig udformet som en hel lille koncert. Dohrs solospil var en sand fornøjelse; han gik på kattepoter og fraserede sin stemme fint og let for at give plads til de fire strygere. 

Men der var ingen varme over strygerklangen, trods den ekstra bratsch i stedet for 2. violinen, så lyden samlede sig aldrig til en helhed.

Bedre blev det ikke med Martinús kvartet for klarinet, horn, cello og lilletromme, ét instrument fra hver af orkestrets 4 sektioner, træ, messing, strygere og slagtøj. Jeg kan forestille mig, at værket er tænkt for fire ligeberettigede stemmer, men i realiteten var det kun Dohrs horn og Aksnes’ klarinet, der trængte igennem. 

Hehrmanns kæmpede med sin cellostemme, men den druknede i ydersatserne; til gengæld trådte han smukt frem i den langsomme sats, hvor celloen var tiltænkt en hovedrolle.

Mest vellykket blev Beethovens septet i Es-dur opus 20 for tre strygere, tre blæsere og kontrabas. Værket hører til Beethovens tidlige, hvor indflydelsen fra Mozart er åbenlys. 

Strygertrioen med Deshkova, Evdokia og Wozniak var smukt sammenspillet, og de øvrige instrumenter var primært klangforstærkende, som i det store orkester. Lidt soloplads blev der dog, især til Aksnes smukke klarinet i modspil til Deshkova. Men især i variationssatsen, scherzoen og sidste satsen åbnede satserne sig op, og der skabt det fineste ping-pong sammenspil mellem alle 7 solister, koreograferet og afstemt på allersmukkeste vis.