Prøveløsladt begik nye indbrud: Tre fængslet efter tyvetogt

45-årig nåede ikke at være i frihed i lang tid før han igen må ind at sidde

Arkivfoto

Arkivfoto

AALBORG/STØVRING:Tre tyveknægte på henholdsvis 45, 38 og 59 år er alle ved et grundlovsforhør ved Retten i Aalborg blevet varetægtsfængslet i fire uger sigtet for en stribe indbrud i erhvervsvirksomheder i Aalborg og Støvring.

- Det drejer om seks indbrud, hvor kosterne primært har været designermøbler - stole og lamper - og et enkelt af stederne computerudstyr, oplyser anklager Stine Eriksen, Nordjyllands Politi.

De tre sigtede har delvist erkendt nogle af forholdene, som de har begået med hinanden lidt på kryds og tværs. Et enkelt af stederne var de alle tre ifølge sigtelsen med til indbruddet, mens de øvrige fem steder var de afsted enten alene eller to og to sammen.

Indbruddene er begået i perioden fra den 8. marts til 12. april, hvor de tre blev anholdt og altså er blevet fremstillet i grundlovsforhør.

En del af kosterne er blevet fundet ved ransagninger på de tre's bopæle, mens en del af kosterne fra indbruddene fortsat mangler at blive fundet.

- De tre blev af retten fængslet, dels fordi der ikke foreligger en fuld erkendelse af alle indbruddene, og de nu fængslede skal ikke have lejlighed til at samstemme deres forklaringer, dels fordi en af de sigtede - den 45-årige - netop er blevet prøveløsladt fra en dom for indbrud, og den 38-årige fik i oktober 2020 en dom for indbrud - en dom, som han endnu ikke har nået at afsone, fortæller anklageren.

Den 59-årige sidder så fængslet alene på grund af den manglende efterforskning i sagen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.