Kriminalitet

Provo-kunstner dømt for vold

Uwe Max Jensen er dømt for vold mod ansat på Kunsten i forbindelse tisse-happening

Arkivfoto: Mette Nielsen
Arkivfoto: Mette Nielsen

Opdateret kl. 10:27

AALBORG: Performance-kunstneren Uwe Max Jensen er blevet idømt 30 dages betinget fængsel for vold mod en ansat på Kunsten i Aalborg.

Voldsepisoden skete 16. september sidste år, hvor provo-kunstneren ville tisse på et medbragt spejl i Kunstens skulpturhave i forbindelse med museets præsentation af Michelangelo Pistoletto. Det forsøgte en ansat fra Kunsten dog at stoppe, og i den forbindelse opstod der tumult.

Uwe Max Jensen, der senere har skiftet navn til Max Andersen, er dømt for at have taget fat i den ansatte ved Kunsten og have spændt ben for ham, så han faldt ned på jorden, hvorefter Uwe Max Jensen pressede sin arm på halsen på den ansatte i kort tid.

Det fortæller anklager Mathias Andersen.

Frifundet for blufærdighedskrænkelse

Anklagemyndigheden havde tiltalt kunstneren efter straffelovens bestemmelse om vold mod personer i offentlig tjeneste, men Retten i Aalborg mente ikke, at en ansat ved Kunsten kunne føre ind under den paragraf.

Derfor blev kunstneren dømt efter den almindelige voldsparagraf, og det havde haft en formildende effekt på straffen, forklarer anklageren.

Efter voldsepisoden fuldførte Uwe Max Jensen sit kunstværk og tissede på det medbragte spejl. Derfor forsøgte anklagemyndigheden også at få ham dømt for blufærdighedskrænkelse over for to børn, der var til stede ved Kunsten.

Det blev performance-kunstneren dog frifundet for, da retten ikke mente, at han havde haft til hensigt at krænke nogen blufærdighed, da han tissede på spejlet.

Kunstner: Det var nødværge

Uwe Max Jensen har hele tiden nægtet sig skyldig og i stedet forklaret, at han handlede i nødværge, da han følte sig truet af den ansatte på Kunsten.

I retten forklarede han, at han var bange for den ansatte og derfor blot forsvarede sig selv.

Kunstneren valgte dog at modtage dommen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden