Coronavirus

Rektor efter coronahjemsendelse af elever: Hold jer væk fra nattelivet

Nørresundby Gymnasium og HF har sendt klasse hjem efter smittespredning ved en privat fødselsdagsfest lørdag aften

Søren Hindsholm kommer med en kraftig opfordring til de unge mennesker: pas nu på ude i nattelivet. Arkivfoto: Torben Hansen

Søren Hindsholm kommer med en kraftig opfordring til de unge mennesker: pas nu på ude i nattelivet. Arkivfoto: Torben Hansen

NØRRESUNDBY: Tre elever i en klasse på Nørresundby Gymnasium og HF er blevet konstateret smittet med coronavirus, og alle eleverne i 3. e er blevet sendt hjem.

Det bekræfter rektor for gymnasiet Søren Hindsholm.

- Vi orienterede selvfølgelig eleverne og sendte en klasse hjem mandag med besked om, at de alle skulle testes. Efter alt at dømme er de blevet smittet ved en privat fest lørdag. Vi fandt også frem til nogle få andre, der havde været med til festen. De blev også sendt hjem, så vi kan jo sige, at det er opmuntrende, at smitten ikke er sket på skolen. Eleverne har ikke kunnet smitte nogen på skolen, lyder det fra rektoren.

Til gengæld mener Søren Hindsholm, at det er meget nedslående, at eleverne holder en privat fest.

- Det er ude i nattelivet, det sker. Eleverne havde holdt en fest, og der er smitterisikoen stor, konstaterer rektoren.

- Derimod kan vi jo se, at de tiltag, vi gør på skolen, virker. Her opfatter vi de enkelte klasser som en familiegruppe, det har vi gjort på gymnasierne i en måneds tid - og der sker jo ingen smittespredning på skolen, så havde vi et meget større problem. Men i nattelivet, siger Søren Hindsholm og gentager "I nattelivet".

Han understreger, at gymnasiet selvfølgelig følger alle råd fra sundhedsmyndighederne.

- Vi bruger håndsprit og spritter borde af før hver lektion - det er eleverne meget omhyggelige med, og i kantinen sidder eleverne også skiftevis, så de ikke er så tæt med eleverne fra de øvrige klasser, og det går fint, siger rektoren.

- Men jeg siger for tredje gang "nattelivet". Når eleverne så tager ud og holder fest uden at tænke sig om, drikker af samme glas og står og synger sammen og i det hele taget er tætte på hinanden, så løber det fra dem, siger Søren Hindsholm.

Han tror ikke, at man kan få de unge mennesker til helt at lade være med at feste og mødes i sociale sammenhænge.

- Men bare de kunne holde nogle mindre fester og tænke sig godt om, så ville det hjælpe meget, understreger rektoren.

Han ved ikke, om der kommer flere tilfælde, men kan dog ikke bekræfte NORDJYSKEs oplysninger om, at seks elever fra den pågældende klasse skulle være testet positiv for corona.

- Om der så kommer to-tre tilfælde til, det ville jeg tage ret roligt. Jeg er ret sikker på, at det var den der fest lørdag aften, og det er jo skørt, men vi fik dem væk fra skolen, inden de havde nået at kunne smitte nogen, forklarer Søren Hindsholm.

Til rektorens formaning til de unge om at holde sig fra nattelivet og de dumheder, der ofte foregår der, siger Jan Pedersen, der er far til en af de smittede elever:

- Min søn er en af de seks smittede fra den fødselsdagsfest i lørdags. Og eleverne havde endda snakket med hinanden om, at man skulle melde fra, hvis man havde de mindste symptomer på corona. Vores søn havde overhovedet ingen symptomer på corona - slet ikke, fortæller Jan Pedersen, der sammen med sin kone nu er hjemsendt fra deres respektive arbejdspladser til de kan opvise to på hinanden negative tests.

- Min dreng er 20 år. Vi snakker selvfølgelig om det. Men han er gammel nok nu til selv at begynde at tage ansvar . Vi kan ikke stå og være de voksne hele tiden, når først vore børn er blevet myndige. De er kloge nok, og de ved godt, hvad de har gang i. Vi kan ikke stå og holde i hånd altid, siger Jan Pedersen.

Han understreger, at smitten jo også kan komme andetsteds fra og undrer sig i den sammenhæng over, at f.eks sportskampe kan overværes af adskillige hundrede mennesker - uden krav om f.eks. mundbind.

- Vi skulle have været til ishockey på fredag, og her er der ingen krav om mundbind til trods for, at man ved, at smitten er 20 gange stærkere indendørs end udendørs. Det er inkonsekvent, når man anbefaler folk skal holde sig fra mindre private fester, og vi skal jo slippe de unge mennesker på et eller andet tidspunkt. Nu må vi se, om vi bliver smittet, og så må vi tage den derfra, konstaterer Jan Pedersen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.