Coronavirus

Nu skærpes kravene i Jomfru Ane Gade

Fra tirsdag skal man også vise coronapas, hvis man vil have serveret øl udendørs i festgaden

Selvom skoler, institutioner, museer og lignende er lukket, fordi der er for mange smittede i Budolfi sogn, er der stadig åbent i Aalborgs berømte partygade, og det er faldet flere for brystet. Men en nedlukning er ikke svaret, mener koncernen, der står bag de fleste af gadens restaurationer. Arkivfoto: Martin Damgaard

Selvom skoler, institutioner, museer og lignende er lukket, fordi der er for mange smittede i Budolfi sogn, er der stadig åbent i Aalborgs berømte partygade, og det er faldet flere for brystet. Men en nedlukning er ikke svaret, mener koncernen, der står bag de fleste af gadens restaurationer. Arkivfoto: Martin Damgaard

AALBORG:Selvom de unges adfærd i Jomfru Ane Gade får en stor del af skylden for udviklingen i antallet af coronatilfælde i Aalborg Kommune, tror restauratørerne i den berømte partygade ikke, at en nedlukning er vejen frem.

- Vi vil meget gerne bidrage til en god udvikling, men jeg tror ikke, at en nedlukning vil ændre smittetrykket. For de unge vil holde fest, og kan de ikke gøre det her hos os, gør de bare hjemme hos dem selv, hvor der ikke er de samme strenge krav om mundbind, afstand og lignende, siger netværks- og kommunikationschef i Rekom, Kristoffer Hjort Storm.

Han efterlyser evidens for, at stigningen i antallet af smittede i Aalborg, skyldes de unges adfærd i Jomfru Ane Gade. For når restaurationerne i gaden lukker kl. 23, fortsætter de fleste festen i privat regi, og der har Rekoms restauranter ingen indflydelse på, hvordan de opfører sig.

- Vi har stor sympati for historisk museum og alle de andre, der lige er blevet lukket ned. Men vi gør virkelig meget for, at det foregår på forsvarlig vis her i gaden. Og vi tager gerne et endnu større ansvar, hvis man vil lade folk blive hos os i længere tid, end det er tilfældet i dag, påpeger Kristoffer Hjort Storm.

Spørgsmål til minister

Pt. er der som bekendt to sogne i det centrale Aalborg, der er lukket ned, og det frustrerer blandt andre borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) samt folketingsmedlem Preben Bang Henriksen (V), der vil have sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til at svare på, om det kan lade sig gøre at lukke Jomfru Ane Gade midlertidigt.

Et forslag, om alle skal fremvise coronapas ved indgangen til gaden, er allerede blevet afvist af politiet, og derfor har Rekom heller ikke drøftet det.

- Vi har så mange restriktioner, og der skal ikke være nogen tvivl om, at vi gerne vil medvirke til at nedbringe smitten. Men vi tror ikke en nedlukning er den rigtige vej at gå, siger Kristoffer Hjort Storm, er også er byrådsmedlem for DF i Aalborg Kommune.

Også corona-pas udendørs

Rekom har nu besluttet, at man fra tirsdag vil kræve at se coronapas fra alle gæster på koncernens barer og beværtninger, også ved udendørsservering. Hvis man ikke kan fremvise et gyldigt coronapas, er der lukket for udskænkning. Også når man sidder udendørs.

- Det sker i respekt for Budolfi Sogn og de mennesker, der er ramt af nedlukningen. Kan vi stoppe bare én smittekæde, er det positivt, siger Kristoffer Hjort Storm fra Rekom.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.