Coronavirus

Det betyder lempelserne: Fire ting en gæst skal vide om restaurantbesøg

Nu sker der for alvor noget, de kan mærke på byens restauranter. Fra 1. juli er vi tilbage noget nær det normale, mens de forhadte mundbind og tidlig lukketid snart fjernes helt

Afstandskravene er på vej væk, og det betyder meget for en lille restaurant som Bistro59 og indehaver Thomas Egebo. Arkivfoto

Afstandskravene er på vej væk, og det betyder meget for en lille restaurant som Bistro59 og indehaver Thomas Egebo. Arkivfoto

AALBORG:Det har ikke været nemt at få bord på nogle af byens mest populære restauranter. Blandt dem er Bistro59 og Restaurant Alimentum.

Men med nye lempelser kan restauratørerne snart rykke bordene tættere sammen og frigøre flere tider på populære booking-tidspunkter.

Vi spurgte dem om betydningen af de nye lempelser for både deres gæster og dem selv.

Simon Kvist-Bjerre, restauantchef og medejer, Restaurant Alimentum

Alimentums restaurantchef, Simon Kvist-Bjerre, med de forhadte mundbind. Arkivfoto

Alimentums restaurantchef, Simon Kvist-Bjerre, med de forhadte mundbind. Arkivfoto

- Det er en stor glæde for os, at vi kan komme tættere på normalen igen. Især, at vi kan slippe for mundbindene. Det giver gæsterne et meget bedre billede af deres værter, præsentationerne af retter og vin forsvinder ikke i “masken,” og folk kan snakke normalt uden at hive efter vejret.

Thomas Egebo, køkkenchef og indehaver, Bistro59

Der blev målt op på Bistro59 i juni sidste år, så kravene kunne overholdes. Arkivfoto

Der blev målt op på Bistro59 i juni sidste år, så kravene kunne overholdes. Arkivfoto

- Jeg glæder mig over lempelserne, som kommer til at øge bekvemmeligheden og komforten for både vores gæster og personale.

- Jeg forudser dog stadig en vigtig og nødvendig dialog mellem gæster og personale vedrørende “sund fornuft” og adfærd i restauranten. Ét er, at krav bliver ophævet, men hvis en gæst alligevel sidder og har en følelse af utryg- eller forurettethed, skal det selvfølgelig afdækkes og forløses. Og omvendt: Hvis andre i kådhed eller provokativt udviser adfærd, der er fjollet eller dum, skal vi naturligvis også forholde os til dét. Ét er krav og påbud, et andet er sund fornuft.

Følgende fire ting får restaurant-oplevelsen tæt på normalen:

1. Flere gæster på samme plads

Restaurant Alimentum beholder god afstand mellem bordene. Foto: Henrik Louis

Restaurant Alimentum beholder god afstand mellem bordene. Foto: Henrik Louis

Thomas Egebo, køkkenchef og indehaver, Bistro59:

- Vi kan vende tilbage til noget, der ligner normalt. 48 samtidigt siddende gæster mod nuværende 30. En stigning på cirka 50 procent. Kunsten vil stadig være at lave en kontinuerlig og glidende aften, men vores forudsætninger, for at nå i mål med det, bliver mærkbart bedre.

Simon Kvist-Bjerre, restaurantchef og medejer, Restaurant Alimentum:

- Det har ikke det store at sige i vores restaurant, de nuværende afstandskrav er vores standardkrav for, hvad vi vil byde vores gæster. På Alimentum skal man kunne sidde uforstyrret af nabobordet og have luft omkring sig.

2. Krav om mundbind forsvinder

Søren Brostrøm demonstrerer hvordan, man tager mundbind på under pressemøde i august 2020. Men det er snart slut, med mindre man er i offentlig transport. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Søren Brostrøm demonstrerer hvordan, man tager mundbind på under pressemøde i august 2020. Men det er snart slut, med mindre man er i offentlig transport. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Simon Kvist-Bjerre, restauantchef og medejer, Restaurant Alimentum

- Det betyder, at vi ikke skal hive efter vejret i de her ret varme stofmundbind. Vi er bekendt med alternativer, men der er plusser og minusser ved alle løsninger. Den bedste løsning for os er at slippe for det. Vi er utroligt glade for, at vi er kommet med i den samlede løsning, så det ikke kun omhandlede detailbutikker.

Thomas Egebo, køkkenchef og indehaver, Bistro59

- Jeg tænker, at der er gæster, der stadig vil ønske at bære mundbind, og nogle der ikke vil. Vi må forholde os til, at der her er en potentiel konflikt, som kun kan løses med dialog og manen til ro - dybest set "holde dem i hånden" fra start til slut. Det er derfor, jeg har Nordjyllands bedste og mest favnende tjenere.

- Så vi skal på bedste vis iagttage og vurdere vores gæster og forsøge at imødekomme eventuelle bekymringer og samtidig også mane til ro, hvis der går skåltaler og anarki i den. Med andre ord sørge for balance, så vi undgår at blive epicentret for en superspreder-begivenhed med efterfølgende shitstorm.

3. Stadig krav om coronapas

Thomas Egebo, køkkenchef og indehaver, Bistro59

- Vi oplever, det tager noget længere tid at “seate” folk, når vi skal tjekke coronapas. Enkelte gange er et hold blevet forsinket i over en time, fordi en gæst manglede svar på test. Det har været en udfordring, fordi bordet har været solgt til et andet hold gæster på et senere tidspunkt. Det har gjort det svært at optimere vores forretning og samtidig overholde kravet om maksimalt at have 30 gæster i restauranten samtidig.

Simon Kvist-Bjerre, restauantchef og medejer, Restaurant Alimentum

- Coronapasset kører fint, folk fremviser det med glæde, og vi har ikke haft nogen komplikationer. Vi har så fra den dag, vi skulle se det, vist folk til deres bord, så gæsten i ro og mag kunne finde dokumentationen frem, mens vi fandt vand til dem. Det gav en mere afslappet stemning omkring det, frem for at blive tilbageholdt i døren.

4. To timers længere udskænkning

Udskænkning til klokken 24 betyder en langt bedre afvikling af aftenen. Arkivfoto

Udskænkning til klokken 24 betyder en langt bedre afvikling af aftenen. Arkivfoto

Thomas Egebo, køkkenchef og indehaver, Bistro59

- De forlængede åbningstider gør, at vi kan opnå en mere “smidig”/naturlig afslutning på aftenen. I den nuværende situation er der “flaskehalse” i forbindelse med udskænkningsstoppet klokken 22, der har betydet, at alle klokken 21.55 lige skal have den sidste flaske rødvin.

- Samtidig bliver der naturligvis også mulighed for at servere for flere gæster/hold, da aftenen bliver “længere", og det er lig med højere omsætning, alt andet lige.

Simon Kvist-Bjerre, restauantchef og medejer, Restaurant Alimentum

- Det betyder, at vi kan sprede ankomsterne mere ud og mindske presset mellem klokken 17.30 og 18.30. På nuværende tidspunkt er vi nødt til at starte vores største menuer klokken 17 og de mindste menuer klokken 19 for at kunne nå det inden nedlukningstid. Det kan vi nu fremskynde én time, og vi har mulighed for at sælge en cocktail eller en avec til kaffen efter middagen.

****

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.