Ro i Gaden: Opholdsforbud overholdes
Ingen overtrædelser hverken af lukketid eller opholdsforbud

Politiet var til stede i Gaden, men der var helt ro på lørdag aften. Foto: Jan Pedersen
AALBORG:Alt tyder på, at opholdsforbuddet i fra klokken 22 lørdag aften til 06 søndag morgen i Jomfru Ane Gade bliver overholdt.
Der vurderede vagtchef Karsten Højrup Kristensen, Nordjyllands Politi sent lørdag aften.
Forbuddet er indført i bestræbelserne på at mindske smitten med coronavirus.
- Jeg har lige holdt øje med vore overvågningskameraer i Gaden, og de viste, at der var ganske få på værtshusene og måske en 10 stykker, der gik gennem gaden, fortalte vagtchefen ved godt 21-tiden.
Kort efter klokken 22 lød meldingen fra vagtchefen på Twitter, at alt fortsat var roligt i Gaden.
Galleri - Tryk og se alle billederne.
- Alle værtshuse lukkede kl. 22.00 uden udfordringer for politiet. Alle gæster i Jomfru Ane gade havde forladt "gaden" få minutter efter, og der er ro i området.
- Ingen overtrædelser af opholdsforbud er sket. Politiet er tilstede resten af natten i værtshusmiljøet i Nordjylland, lød det i tweetet.
Søndag morgen kunne vagtchef Mads Hessellund så bekræfte, at der ikke blev rejst nogen sigtelser i politikredsen for hverken overtrædelse af opholdsforbuddet i Gaden eller de nye restriktioner, som pålægger barer og restauranter at lukke klokken 22.
- Vi har haft et godt samarbejde med restauratørerne i hele politikredsen, og alle har været indstillet på, at det her skal lykkes, siger Mads Hessellund.
De nye regler påbyder gæster at bruge mundbind, når de står eller går inde på restauranter. Og det ser ud til, at reglerne er blevet overholdt:
- Der er heller ingen sigtelser, og det har generelt set fornuftigt ud, lyder det fra vagtchefen.
Nordjyllands Politi har ikke hørt om, at der opstod såkaldte piratfester, hvor grupper af mennesker samles og fester i det offentlige rum.
- Vi har selvfølgelig som altid i en weekend været ude til musik til gene hos private i lejligheder og huse men ikke større fester i parker eller lignende. Vi har i hvert fald ikke fået anmeldelser om piratfester, siger Mads Hessellund.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.