Røg i lejlighed: Spis et rugbrød

Indsatsleder opfordrer folk til at droppe den varme mad, når de kommer hjem fra en bytur

Arkivfoto

Arkivfoto

AALBORG:Lad være med at lave varm mad - spis et rugbrød i stedet for.

Sådan lyder det fra indsatsleder Bent Pedersen fra Nordjyllands Beredskab, efter at beredskabet torsdag morgen måtte rykke på en alarm fra en nabo i et lejlighedsbyggeri i Holbergsgade midt i Aalborg.

Alarmen lød klokken 6.35.

Her var en ung pige kommet hjem fra en bytur og havde tændt ovnen, sat en pizza i ovnen og var faldet i søvn.

Bent Pedersen er dog også ude med ros til lejlighedens unge beboer.

- Vores standardråd, når vi kommer ud til den slags "klassiske" brande hos yngre mennesker, er at få installeret en røgalarm. Men den unge pige havde faktisk installeret røgalarm. Hun var bare så træt, at hun ikke havde hørt alarmen. Det var først, da vi var på vej frem, at det lykkedes for en nabo at hamre voldsomt på den unge kvindes dør og vække den unge kvinde og få hende ud af den røgfyldte lejlighed, fortæller indsatslederen.

Beredskabets indsats begrænsede sig til at få åbnet et vindue og luftet godt ud i lejligheden, og tre minutter efter kunne de vende næsen hjem til stationen igen.

Den unge kvinde kom ikke noget til. og pizzaen - ja den var aldeles sort og uspiselig.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.