Røveri på gaden: 16-årig truet til at aflevere mobiltelefon - formodet gerningsmand fængslet
17-årig anholdt senere på natten med mobiltelefonen i lommen
Opdateret 12. maj 2022 kl. 14:21
AALBORG: En 16-årig dreng blev sent onsdag aften frarøvet sin mobiltelefon, da han kom gående ad Filstedvej nær Hadsundvej i Aalborg.
Det røveriske overfald skete klokken 22.20 og blev anmeldt kort efter.
- En person passede ham op, stak ham en lussing og et slag med knytnæve i ansigtet, ligesom personen truede den 16-årige med en kniv til at udlevere sin mobiltelefon, fortæller vagtchef Karsten Højrup Kristensen, Nordjyllands Politi.
Gerningsmanden forsvandt herefter fra stedet.
- Det lykkedes os at finde ud af, hvem den formodede gerningsmand var, og han blev klokken 00.55 fundet på Umanakvej, hvor han var i snak med nogle andre unge mennesker. Han blev herefter anholdt.
- Den unge mand nægtede at have noget med røveriet at gøre, men havde dog den stjålne mobiltelefon på sig, oplyser vagtchefen.
Fremstillet i grundlovsforhør
Den anholdte er 17 år og han og offeret havde et vist kendskab til hinanden.
Den 17-årige har ifølge vagtchefen bopæl på et opholdssted i Hadsund, men har familiemæssig tilknytning til Nordjylland.
Efter at have vurderet sagen besluttede politiets jurister, at den 17-årige skulle fremstilles i grundlovsforhør. Det skete torsdag klokken 13.
Anklager Eva Madsen fortæller, at den 17-årige erkender at have været på gerningsstedet, men havde en anden udlægning af, hvad der skete.
- Der skal nu afhøres nogle vidner, siger anklageren.
Den 17-årige blev varetægtsfængslet indtil 8. november. Han kærede ikke varetægtsfængslingen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.