Ros til snarrådige pedeller er gået viralt - de sparer tusindvis af kroner
Kreativt samarbejde med skole har sparet kommune for tusindevis af kroner

Her er den reservedel eller det beslag, som pedellerne på rådhuset fik fremstillet ved hjælp af ny teknologi. Privatfoto
JAMMERBUGT:Der er stor ros til pedellerne på Jammerbugt Kommunes rådhus i Aabybro.
Ifølge et opslag på Facebook har de nemlig udvist en usædvanlig kreativitet i forbindelse med en reparation af rådhusets solpersienner.
- Jeg har i længere tid søgt efter reservedele til vores markiser, for de kan desværre ikke fås længere. Og så kom vi til at sidde og snakke om det, og så kom vi i tanke om, at Biersted Skole lige havde fået en 3D-printer til deres Makerspace, der måske kunne løse problemet for os, fortæller Frederik Møller.
Han er en af de i alt tre pedeller på rådhuset, og 3D-print er ikke helt fremmed for ham, da han også har en fætter, der har en maskine, så ideen om at kontakte Biersted Skole virkede ret naturlig.
- Den første reservedel, de lavede for os, virkede ikke. Men så fandt de ud af at lave lidt om på den, og så har vi haft nogle forskellige prototyper, vi har prøvet af, indtil vi fandt frem til et produkt, vi så har monteret.
Opslaget om pedellernes kreative idé er lavet af Jammerbugt Kommunes kommunikationsafdeling, og det har allerede fået usædvanligt mange likes.
Men på sigt er det heller ikke helt tosset af benytte sig af 3D-teknologi i forbindelse med reparations- og vedligeholdelsesopgaver, mener Frederik Møller.
Både fordi det er nemt - men også fordi, der kan være penge at spare.
- Jeg synes, de sagde, at den rulle plastik, der er blevet brugt til opgaven, har kostet en 400-500 kroner, og for den pris fik vi en hel pose beslag. Og ellers var alternativet jo, at vi skulle udskifte de her persienner til nogle nye til mindst 5000 kroner stykket, forklarer han.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.