Sascha har lavet over 60 kostumer: - Jeg elsker det sociale ved cosplay

30-årige Sascha Nielsen fra Aalborg arbejder til hverdag som konsulent i et IT-firma, men i fritiden dyrker hun cosplay. En hobby, der kræver skills med symaskinen og kameraet, men som giver nye venner

Sascha Nielsen har været cosplayer i snart 15 år. Kostumet her forestiller karakteren Aqua fra den japanske tv-serie KonoSuba. Foto: Thomas Lee Christensen

Sascha Nielsen har været cosplayer i snart 15 år. Kostumet her forestiller karakteren Aqua fra den japanske tv-serie KonoSuba. Foto: Thomas Lee Christensen

AALBORG:Hjemme i lejligheden er der pyntet med en lang række figurer fra både kendte og ukendte japanske film og tegneserier. Og på arbejdsværelset er det store klædeskab fyldt til bristepunktet med kostumer. Kun to af dem er købt, resten har Sascha Nielsen selv lavet.

- Jeg er vokset op med ældre brødre, så vi sad til sent ud på natten og så TV 1000, hvor vi så japanske tegnefilm som Akira og Ghost in the shell. Så jeg har haft japansk popkultur tæt på, siden jeg var barn.

Se et videoportræt af Sascha her:

Sascha er nemlig cosplayer. En hobby, hvor man klæder sig ud som figurer fra blandt andet spil og tegnefilm, og for Sascha fra Aalborg er det især de japanske figurer, der er i fokus. Final Fantasy og Dragon Ball er blot nogle af de universer, hvor hun er på jagt efter figurer til sine kostumer.

En kreativ hobby på en anderledes måde

- Jeg dyrker cosplay, fordi jeg synes, det er en rigtig sjov og kreativ hobby. Jeg får lov til at være kreativ, når jeg laver kostumer og bliver udfordret på, hvordan jeg laver dem. Jeg får lov til at lægge noget rigtig fedt make-up, style parykker og så møder jeg en masse fantastiske mennesker gennem cosplay-miljøet, når jeg er til messer og har kostume på.

- Jeg er ofte blevet spurgt, om cosplay er en form for virkelighedsflugt. For mig personligt er det ikke. Jeg vil mere sige, det er noget terapeutisk, hvor jeg kobler fra og ikke tænker på hverdagen og arbejde.

Det store klædeskab er fyldt med kostumer og tilbehør. Kostumerne er især hentet fra japanske spil og tv-serier. Foto: Thomas Lee Christensen

Det store klædeskab er fyldt med kostumer og tilbehør. Kostumerne er især hentet fra japanske spil og tv-serier. Foto: Thomas Lee Christensen

Karaktererne til kostumerne henter Sascha fra alle typer populærkultur, både japanske og vestlige, selvom det hovedsageligt er de japanske karakterer, der hænger i skabet. Men når der skal vælges en ny karakter, så handler det om mere end bare designet.

- Jeg falder egentlig for personligheden, før jeg falder for designet. Og hvis jeg er helt vild med personligheden og også synes, det er et fedt design, så vil jeg helt sikkert gerne cosplaye det.

Messerne er et mødested

Selvom cosplay for Saschas vedkommende betyder en masse kreativ leg ved symaskinen, er det især de forskellige messer – også kaldet conventions – der driver værket. Her samles fans af japansk popkultur, ofte i deres kostumer, og mødes om deres fælles interesse.

- Cosplay er allerfedest, når jeg er til conventions og møder ligesindede fans, der er lige så vilde med den her serie eller karakter, jeg har på, som jeg selv er. Man har bare en instant connection med det samme. Det er superfedt at møde folk på den måde.

Sascha har lavet over 60 kostumer til sig selv og sine venner. Men foruden dragterne skal der også være styr på både parykker, make-up og linser, der giver øjnene den rigtige farve. Foto: Thomas Lee Christensen

Sascha har lavet over 60 kostumer til sig selv og sine venner. Men foruden dragterne skal der også være styr på både parykker, make-up og linser, der giver øjnene den rigtige farve. Foto: Thomas Lee Christensen

De seneste små 15 år som cosplayer har derfor også givet Sascha en del venner i cosplay-miljøet fordelt over hele Danmark.

Fotodelen er vigtig

Foruden de forskellige messer bruger Sascha også kostumerne til at få taget billeder, som hun deler på de sociale medier.

- For mig betyder fotodelen også rigtig meget. Jeg elsker at tage billeder. Så jeg tager også ud i de her kostumer og har photo shoots, hvor min mand kan tage nogle flotte billeder af mig. Jeg tager også billeder af andre cosplayers. Den her billeddel er en rigtig stor del af cosplay.

Sascha Nielsen bruger ikke kun sine kostumer til messer, men også til at få taget billeder, som hun lægger op på de sociale medier. Her er det hendes mand, Kenny, der er fotografen. Foto: Thomas Lee Christensen

Sascha Nielsen bruger ikke kun sine kostumer til messer, men også til at få taget billeder, som hun lægger op på de sociale medier. Her er det hendes mand, Kenny, der er fotografen. Foto: Thomas Lee Christensen

Men selvom Sascha bruger mange timer på både kostumer, fotografering og billedredigering, kan mindre også gøre det. Og skulle man sidde med en lille Son Goku eller Sailor Moon i maven, så er det bare at springe ud i det, fortæller Sascha.

- Just do it. Hvis man ikke selv kan sy, kan man helt sikkert finde noget i H&M eller i genbrug, som kan bruges. Og ellers kan man bestille kostumer fra internettet. Det er relativt nemt. Facebook har for eksempel rigtig mange grupper for cosplay. Her kan man komme ind i miljøet og finde nogle ligesindede at skrive med og også få hjælp til at bestille kostumerne.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.