Sejlbåd gik på grund i hårdt vejr
Redningsbåden fra Sæby måtte trække den grundstødte sejler fri
Opdateret kl. 14:24
ASAA: En sejlbåd gik onsdag eftermiddag i ret hårdt vejr på grund ud for Asaa Havn, og sad så godt fast, at havaristen måtte have hjælp fra Sæby Redningsstation for at komme fri igen.
Det skriver redningsstationen i et opslag på sin Facebookside.
Turen fra Sæby til Asaa var lidt hård for redningsfolkene, der havde en middelvind på15 m/s og bølgerne ret imod, og fremme i Assa kunne de konstatere, at sejlbåden var strandet i indsejlingen til Asaa Havn, hvor vind og bølger havde presset den over i den styrbord (højre, set udefra) side af indsejlingen til havnen.
Forholdsvis lav vandstand og det hårde vejr betød, at også redningsbåden tog bunden nogle gange på vej ind mod den grundstødte båd, og besætningen var nødt til at flytte redningsbådens kølevandsindtag længere op for at sikre, at motoren kunne blive kølet under redningsaktionen.
Det lykkedes dog at få både en redningsmand og en slæbetrosse om bord på den grundstødte sejlbåd, og til sidst blev den også trukket fri af grunden og så langt ud på åbent hav, at faren for, at den igen skulle drive på grund, var drevet over.
Efter en inspektion af sejlbåden kunne redningsfolkene og sejleren konstatere, at der ikke var sket skader på hverken ror, skrue eller motor, samt at båden ikke tog vand ind, så sejleren fortsatte for egen kraft til Sæby Havn, hvor han ankom sikkert.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.