Selvom de er unge, kan de godt være i risikogruppen, og de vil have, du tager det alvorligt: - Er en fest vigtigere end menneskeliv?

Imens især unge stimlede sammen i weekenden, står andre unge tilbage med en følelse af afmagt. De er nemlig blandt dem, for hvem coronasmitte vil være alvorligt.

Arkivfoto <i>Ritzau Scanpix</i>

Arkivfoto Ritzau Scanpix

Et ansigt behøver ikke at være i rynkede folder, og der behøver ikke at være størstedelen af et liv i rygsækken, når det kommer til, hvem det er farligt for at blive smittet med coronavirus.

For langt de fleste unge gælder det, at smitte med coronavirus i værste tilfælde kan opleves som en omgang influenza, men for andre unge vil det være dybt alvorligt og kritisk.

Nu må vi ikke længere mødes i forsamlinger af mere end 10 mennesker. Det kommer på bagkant af en weekend, hvor internettet er flydt over med billeder af store menneskeflokke, der slikkede den længe ventede forårssol.

Og det er der mange, der er glade for, at vores regering har besluttet. Herunder Louise, Mark, Elisa og Pernille, der alle i en alder af ikke engang 30 år i den grad ville opleve alvorlige konsekvenser af smitte med COVID-19.

Kræft og betændte lunger

En af dem det ville være alvorligt for, er 26-årige Pernille Jørgensen, der bor i Aalborg. Hun lider i en ung alder af brystkræft og får i skrivende stund kemoterapi en gang om ugen.

Og hun vil meget gerne have, at smittekæden snart bliver brudt.

- Først og fremmest er jeg ekstra udsat i forhold til konsekvenserne af selve sygdommen, fordi jeg får kemoterapi, og mit immunforsvar derfor ikke er så højt i denne tid. Derudover vil det jo også have den betydning, at jeg ikke kan få min kemoterapi, og at min behandling for kræften derfor bliver udsat. Jeg har ingen chance for at forudse, hvor syg jeg vil blive, hvis jeg bliver smittet, men uanset hvad, så ville jeg ikke kunne få min behandling, fordi der ville være for stor risiko for at smitte andre patienter på afdelingen eller sundhedspersonalet, fortæller Pernille Jørgensen.

Louise Skjødt på 23 har astma. Og måske tænker du på astma som værende relativt uskyldig, men med en betændelsestilstand i lungerne, vil smitte med COVID-19 langt fra være lige præcis det.

- Det vil ikke ramme mig, som det vil ramme andre unge mennesker, som hurtigere kommer over den igen, da mine luftveje er forsnævrede. Med den bakterietilstand der konstant sidder på mine lunger, uden infektion, vil det gøre, at jeg eventuelt får meget mere åndenød, og det kan være hårdere for mig at komme ovenpå igen, fortæller hun.

Så derfor tager Louise Skjødt sine forholdsregler, som vi bliver anbefalet, og bliver hjemme. Og det ville hun også ønske, at alle andre gjorde.

Men det vender vi tilbage til.

Myndighedernes nyeste tiltag

Max 10 personer

- Det er ikke tilladt at samles mere end 10 personer ved offentlige arrangementer - hverken inde eller ude. Regeringen opfordrer på det kraftigste, at forbuddet efterleves ved private arrangementer.

Centre og butikker lukker

- En lang række butikker, forretninger og centre lukker. Det gælder shoppingcentre, fitnesscentre, frisører, natklubber, tatovører, vandpibecagéer, barer og andre butikker, hvor personer kommer i tæt kontakt med hinanden.

Restauranter og caféer lukker

Restauranter, caféer og spisesteder skal også lukke. De opfordres samtidigt til fortsat at lave take away.

Dagligvarebutikker er fortsat åbent

- Dagligvarebutikker vil fortsat være åbne med skærpede krav: Det skal være muligt for kunderne at vaske hænder og spritte af i butikken, og der sikres god afstand mellem kunderne. Andre fødevarebutikker og butikker, der sælger medicin, vil også fortsat være åbne.

Mark Wood fik for snart to år tilbage konstateret uhelbredelig leverkræft. Han klarede kampen, og betragtes i dag som rask. Men selvom hans sygdomsforløb er overstået, og hans hverdag ser hel normal ud som sine jævnaldrendes, så vil smitte med coronavirus kunne koste ham sit liv.

- Hvis jeg fik coronavirus, ville jeg blive indlagt, og for at være helt ærlig, er det ikke sikkert, jeg ville overleve det. Grunden til det er, at jeg tager immundæmpende medicin, der ville gøre det umuligt for mig at bekæmpe coronavirus, uanset hvor ung jeg er, fortæller han.

Elisa Lykke Pedersen på 27 er også på immundæmbende medicin, og har også en sygdom, der for os andre er svær at se. Hun lider af sygdommen Myasthenia Gravis, der er i familie med muskelsvind og gør, at musklerne bliver hurtigere udtrættet end ved andre. Det kan vise sig ved problemer med øjne, vejrtrækning, synkebesvær og manglende kræfter i andre muskler.

- Da min sygdom behandles med både immundæmpende og immunsupprimerende medicin, har jeg ikke ret meget immunforsvar at gøre godt med, og er derfor meget modtagelig overfor alle sygdomme. Coronavirusen vil for mig kunne betyde, at jeg kan få svære vejrtrækningsproblemer, og at alle øvrige symptomer på min underliggende sygdom bliver forværret. Mine kræfter til at hoste slim op er i forvejen besværet, så dette vil kunne blive endnu mere påvirket af Corona, fortæller hun.

Nys i ansigtet

Imens alle tre tager deres forhåndsregler ved at isolere sig, står de tilbage med en kæmpe bøn til og en frustration rettet mod dem, der stadig mødes med venner og sidder tæt på en bænk under den blå himmel:

Bliv hjemme.

- Jeg føler, at det er egoistisk at tage ”lock down” af Danmark som en ferie og som en mulighed for at feste løs med vennerne, siger Louise Skjødt.

Og det tilslutter Pernille Jørgensen sig.

- Jeg er chokeret over, at der stadig er folk, som tænker, at det er hysteri, og at det bliver blæst op til noget, det ikke er, når man kigger ud i Europa og resten af verden og ser, hvor mange der er smittede eller døde, siger hun.

Hun gør nemlig alt, hvad hun selv kan for ikke at blive smittet.

- Min kæreste og jeg ser hverken vores forældre, søskende, bedsteforældre eller venner og veninder i disse uger, fordi vi ikke vil risikere, at jeg bliver smittet. Han har enkelte gange handlet på tidspunkter af dagen, hvor der ikke har været ret mange i butikkerne, og hvis han kommer ind, og der står mange i kø, går han igen. Ellers er mine forældre kommet med nogle varer, som vi bare har fået overrakt gennem et bilvindue eller fået stillet udenfor døren, fortæller hun.

Elisa Lykke Pedersen var en dag ude at handle, inden hun gik i isolation, hvor hun oplevede det, hun beskriver som skyggesiden af, hvordan mennesker reagerer under nye situationer.

- Til trods for anvisninger fra myndighederne om at kronikere og ældre burde bære handsker, der kunne signalere om ekstra hensyntagen, var der en midaldrende kvinde, der vendte sig om og nøs mig i ansigtet – og ikke i albuehulen som anvist. Med sådan ligegyldighed overfor andre mennesker, kan jeg bedre se, hvorfor kronikere bliver rådet til at gå i frivillig isolation, så man ikke er afhængig af, hvordan fremmede opfører sig, siger hun og tilføjer.

- Det gør mig rigtig ked af det at se, hvor ligeglad mange mennesker opfører sig omkring det hele.

Det er ikke sejt at skide på myndighedernes anbefalinger

Louise Skjødt appellerer til, at vi forstår, at det ikke er 14 dages ferie, vi har fået. Det er 14 dages karantæne.

- Det bliver værre endnu, så at man ikke ønsker at sænke farten på smitten, er for mig svær at forstå. Det er helt fair, at man vil tage det som en ferie og som en mulighed for at slappe af, men så bliv hjemme og undgå større forsamlinger, alt andet er egoistisk og mangel på ansvarsbevidsthed overfor det samfund, man lever i, siger hun efterfulgt af en god pointe.

- Det bunder også i uvidenhed, og det faktum at vi ikke har oplevet noget lignende, at de unge tager så let på det.

Forholdsregler

* Vask hænder og brug håndsprit

* Nys og host i ærmet - ikke hånden

* Begræns fysisk kontakt

* Vær opmærksom på rengøring i hjemmet - rengør gerne køkken og badeværelse en gang dagligt

* Hold afstand og vis hensyn

Også Mark Wood ville ønske, at flere tog anbefalingerne seriøst.

- Vi står overfor en gåde og en knibe i forhold til coronavirus. Pas nu på hinanden, lyt til myndighederne, og tag hvad de siger seriøst.

Som Dronningen sagde i aftes under sin historiske tale til den danske befolkning, så lever vi nu i en digital tidsalder, hvor det faktisk er muligt for os at være sammen uden at være sammen. Og Pernille Jørgensen appellerer til, at vi gør det samme.

- De fleste har adgang til en eller flere streamingtjenester til at underholde sig med, og vi har Skype, FaceTime og andre muligheder for at være sammen hver for sig, så det er virkelig ikke så svært at følge myndighedernes anvisninger, så vi i fællesskab kan komme hurtigt og så smertefrit som muligt gennem den her krise. Jeg har selv svært ved bare at sidde herhjemme, men så kan man jo gå en tur og få noget frisk luft, det skulle man nok kunne klare alene, siger Pernille Jørgensen, og Louise Skjødt stemmer i.

- Jeg kan ikke sige andet end blot at spørge, om de unge i virkeligheden føler, at en fest er vigtigere end menneskeliv? Jeg kan kun sige, at vi alle sammen, unge som gamle, skal tage det seriøst, for at vi alle sammen kommer så godt igennem det, som muligt. Det er ikke sejt at skide højt og helligt på regeringens anbefalinger, det er sejt at følge dem, tage ansvar og stå sammen, slutter hun.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.