Sigtelse: Røver holdt lang kniv mod ældre dames hals

- Vær stille, sagde maskeret røver til 72-årig kvinde, ifølge politiet

Peter Witten
Den ældre dame blev truet med en lang køkkenkniv, ifølge politiet. Modelfoto
Aalborg 15. juli 2017 15:53 - Opdateret 15. juli 2017 17:33

AALBORG: En 72-årig kvinde oplevede et mareridtsagtigt røveri tidlig lørdag morgen på p-pladsen foran Fakta-butikken på Fridtjof Nansens Vej nær Grønlands Torv i det østlige Aalborg.

Lidt efter kl. 04 var hun i en varebil kørt til Fakta for at aflevere en stak aviser.

Ifølge politiet dukkende en ung mand med elefanthue pludselig op - og han var bevæbnet.

30 cm lang kniv

Han greb fat i kvinden og truede hende med en ca. 30 cm lang køkkenkniv for at få hende til at låse op til Fakta. Hun havde dog ingen nøgle til supermarkedet, og da hun begyndte og råbe om hjælp, holdt han kniven mod hendes hals og sagde "vær stille" - ifølge politiets sigtelse mod manden.

Det lykkedes for den 72-årige kvinde at løbe væk, og den maskerede mand stjal derefter hendes varebil og kørte væk.

Kvinden fik fat på en taxachauffør i nærheden, og de satte efter varebilen, men måtte opgive. Taxachaufføren nåede dog at knipse et foto af varebilen, og han fik sendt mobilfotoet videre.

Kørte slingrende på motorvej

Et kvarters tid senere bemærkede vidner en varebil, der kørte slingrende på motorvej E45 i retning mod syd.

En politipatrulje fik stoppet varebilen på motorvejen nær Hobro, og bilens fører - en 24-årig mand fra Aalborg - blev anholdt. Det viste sig at være den stjålne varebil, og i bilen fandt politiet den lange kniv og elefanthuen.

Lørdag eftermiddag blev den 24-årige mand fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Aalborg, hvor han blev varetægtsfængslet frem til foreløbig 31. juli.

Han nægter sig skyldig, men kærede ikke fængslingskendelsen, oplyser anklager Christina Barnow.

Politi: Han begik to røverier efter løsladelse

Politiet sigter ham for to røverier, et røveriforsøg og to indbrud.

Dramaet på p-pladsen foran Fakta var dels et røveri af bilen, dels et røveriforsøg, fordi han med kniven forsøgte at true sig til at komme ind i Fakta.

Desuden sigtes han for et røveri begået 9. juli, da han ved et privat bryllupsfest i Aalborg blandt andet stjal smykker og med kniv truede nogle, der ville stoppe ham, ifølge politiet.

Desuden skulle han være brudt ind i to virksomheder på Hadsundvej i juni, ifølge sigtelsen.

Alt sammen noget den 24-årige altså nægter sig skyldig i.

I marts blev han prøveløsladt fra afsoning af en fængselsdom for trusler og vold, og det er altså i prøvetiden han har begået den nye kriminalitet, ifølge politiet.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...