Sikke noget rod: Golfklubbens restaurant er slet ikke klar til gæster

Ambitionerne og superlativerne på hjemmesiden fejler ikke noget. Det gør til gengæld planlægning og udførsel af tilberedning og service

En kartoffel kan være et element i en gude-ret. Her bliver den ligegyldig, lige som mange andre stykker smørrebrød her på stedet. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

En kartoffel kan være et element i en gude-ret. Her bliver den ligegyldig, lige som mange andre stykker smørrebrød her på stedet. Foto: Kim Dahl Hansen

Menukortet kan få selv de mest kræsne tænder til at løbe i vand. Masser af spændende, kreativt og velvalgt smørrebrød og et á la carte-kort, der måler sig med de bedste sommersteder ved kysten. I hvert fald på papiret - det brune bæredygtige papir.

For når man kommer tættere på, så er der kun lidt, der fungerer på Restaurant Jægerspris hos Aalborg Golfklub. Eksempelvis det flotte menupapir, udsigten til et allerede velplejet græstæppe lige uden for vinduerne og evnen til at få gæster til at komme forbi en onsdag til frokost. Det handler vist om nogle gavekort, pensionisterne først kan bruge nu, hvor der er åbent efter nedlukningen. Mere om det tilsidst. Men nej, vi har ingen gavekort og ja, vi har bestilt bord.

Smørrebrød - 11 forskellige - fra 50 kroner og op til 65 kroner frister, og vi beslutter os for et par stykker hver til at begynde med. Jeg vælger æg og rejer og et spændende stykke med friterede kalvebrisler. Min ledsager er på kartoffelmad og et stykke med hønsesalat. Priserne er cirka det halve af, hvad man betaler på de bedre steder inde i Aalborg, hvor eksempelvis en roastbeef på "Hos Isidor Henius" koster 109 kroner, en æg og rejer koster 99 på "Den Bette Kro". En hønsesalat på Mortens Kro koster dog 75 kroner. Men så er der også forskel på størrelserne.

Udsigten til golfbanen kan nås fra mange af restaurantens vinduer. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Udsigten til golfbanen kan nås fra mange af restaurantens vinduer. Foto: Kim Dahl Hansen

No á la carte

Vi forsøger også at bestille fra det lækre á la carte-kort, som også ligger på vores bord - på samme clipboard som smørrebrødskortet. Men det viser sig, at man slet ikke kan bestille noget af det, der står på det. Vi havde ellers sat os for at smage den lidt produktionsmæssigt krævende æg florentine med laks og hollandaise, rørt tatar og en æggekage. Priserne er faktisk rimelige - under 100 kroner for mange af retterne, men det nytter jo ikke, når tjeneren en smule beklemt må sige, at den menu da først er tilgængelig i næste uge. Hm…det kunne de godt have skrevet, og dermed sparret os for turen.

Masser af plads i restauranten, der dermed får et lidt cafeteria-agtigt præg. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Masser af plads i restauranten, der dermed får et lidt cafeteria-agtigt præg. Foto: Kim Dahl Hansen

Der er i øvrigt også et par stykker af de 11 smørrebrød, de ikke kan levere. Hummer og tatar. Vi får et par forklaringer, der minder om dårlige undskyldninger og forglemmelser. Det kan vi ikke bruge til noget.

Efter 45 minutter får vi første omgang mad. Stykkerne er ikke større, end at to kan ligge side om side på en enkelt tallerken. Den var ikke gået på Henius, og pludselig giver den lave pris bedre mening. Stykkerne er små, og det er egentlig fint, for så kan man smage på flere.

Rejemaden er en klassiker i det danske smørrebrødskøkken. Men den skal have noget mayo. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Rejemaden er en klassiker i det danske smørrebrødskøkken. Men den skal have noget mayo. Foto: Kim Dahl Hansen

Rejerne er af en god kvalitet, faste og friske. De får et skvæt fra citronen, men giver sammen med et kvart smilende æg ikke megen smag fra sig. Antydningen af mayo på brødet hjælper på ingen måde. Kedeligste ægge-rejemad længe.

Kalvebrisler på smørrebrød ser man ikke særligt tit. Kreativt indspark fra køkkenet. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Kalvebrisler på smørrebrød ser man ikke særligt tit. Kreativt indspark fra køkkenet. Foto: Kim Dahl Hansen

Spændende smørrebrød

Første bid af kalvebrislerne er en lækkerbidsken. De ligger og tårner sig op på rugbrødet, de er friterede og har tilpas med syltede sennepskorn, svampemayo, syltede æbler og karse til, at den første bid balancemæssigt hænger sammen. Fyldet er dog hurtigt væk, og så er de sidste bidder brissel med rugbrød ret så tørre og kedelige.

Ovre ved ledsageren er der to stykker med ost, skulle man tro. Det ene stykke er kartoffelmaden, som er overrevet med store mængder af osten havgus. Nedenunder er et par klatter løvstikkemayo, lidt syltet løg og kartoflerne, der giver retten højde og tyngde. Men stykket her er lige så kedeligt, som de to foregående stykker smørrebrød. Der mangler i dén grad smag. Meget mere mayo, salt og måske noget rå og ristet løg.

Også hønsesalaten er dækket helt til med revet ost, og det virker dybt godnat. Især når de på min ledsagers tallerken ligger side om side.

Tænk, vi fik serveret to madder, som begge så således ud. Den ene med kartoffel og den anden med hønsesalat. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Tænk, vi fik serveret to madder, som begge så således ud. Den ene med kartoffel og den anden med hønsesalat. Foto: Kim Dahl Hansen

Her har de holdt lidt igen med osten, men tjek galleriet, så ved du, hvad jeg mener. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Her har de holdt lidt igen med osten, men tjek galleriet, så ved du, hvad jeg mener. Foto: Kim Dahl Hansen

Til gengæld er smagen her lige noget, ledsageren kan lide. Jeg smager en stor bid og er enig. Her er der smag for skillingen, der er creme, syre og sødme, umami. Velbalanceret ret, som dog alligevel stikker lidt af i negativ retning med al den ost. Hvad dælen skal det til for, spørger vi os selv?

Stykkerne er små, og to mandfolk er slet ikke i nærheden af mæthedsgrænsen. Da vi jo ikke kunne bestille fra á la carte-kortet, må vi tilbage til smørrebrødet og beder om menuen igen. Og igen får vi også lige begge kort og bemærker det over for tjeneren.

Man kan fornemme, at han ikke helt er stolt af, at han hele tiden må skuffe os og vores ønsker. Han gør det ellers godt. Er venlig, imødekommende og serviceminded. Også da han drøner forbi med næste ret.

Fiskefilet med remoulade. Fisken ligger helt fladt på et stykke rugbrød med en sauce remoulade med lidt mere karry, end jeg er vant til. Den smager dog fint, men der er intet - som i intet - gjort ud af det bortset fra lidt dild. Rugbrød, fiskefilet og remoulade. Er det virkelig ambitionsniveauet?

De fleste elsker en fiskefilet med remoulade. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

De fleste elsker en fiskefilet med remoulade. Foto: Kim Dahl Hansen

Roastbeef på Jægerspris er ikke en klassisk servering. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Roastbeef på Jægerspris er ikke en klassisk servering. Foto: Kim Dahl Hansen

Roastbeefen er også en særlig servering, der indeholder - foruden kødet - bløde løg, syltede asier, sennepskorn, peberrod, sprøde løg og spejlæg. Det er en servering, hvor det er lykkedes køkkenet at komme op i højden med en anseelig mængde roastbeef, et spejlæg og sprøde løg. Endnu en kedelig omgang. Jeg vil altså hellere have den mere klassisk, for det spejlede æg kan ikke gøre det ud for en god remoulade. Så igen er vi ude i brød, kød og æg.

Jeg slutter med æblekage á la Restaurant Jægerspris med hjemmelavet vaniljeis. En rigtig fin rustik æblemos, der nok mest minder om kompot. Men smagen er dejlig. Makroner er mast ovenpå, og så ligger der en klat vaniljeis. Det smager ok, men jeg har til billigere penge fået meget bedre.

De kommer meget nemt om ved æblekagen. For nemt. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

De kommer meget nemt om ved æblekagen. For nemt. Foto: Kim Dahl Hansen

Var ikke det værd

Vi slutter med en pris på 475 kroner. Det dækker for seks gange smørrebrød, en enkelt æblekage, en lille øl, en større sodavand og et glas vand med isterninger.

Vi kunne ikke have nøjes med to stykker smørrebrød, men vi ville virkelig gerne have været ombord i den menu, jeg nu ikke nævner igen.

Der er travlt denne frokost. Det er tydeligt, at de to tjenere har mere end nok at lave. Ikke mindst fordi de mange pensionister skal betale parvis og ikke kan få afviklet deres gavekort og betaling hurtigt nok - til gene for de gæster, der stadig venter på deres mad.

45 minutter er især lang tid at vente på mad til frokost. Hvis man har god tid kan man måske acceptere det.

Det er ikke første gang, vi har været forbi. Rod med Facebook og hjemmeside har sendt os forbi en anden dag, hvor der bare var lukket. Og nu denne gang, hvor de ikke kan kommunikere ud, at der en periode kun er smørrebrød på menuen.

Man kan sagtens hygge sig med en øl efter 18 huller. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Man kan sagtens hygge sig med en øl efter 18 huller. Foto: Kim Dahl Hansen

Og hvorfor giver de gæsterne et menukort, når de ikke kan levere halvdelen af retterne til gæsterne?

Og så er der smørrebrødet, som på ingen måde er færdigudviklet. Smagen på de forskellige stykker er der, men der er slet slet ikke nok af eksempelvis løvstikkemayo på kartoffelmaden, og sådan fortsætter det med det meste.

Det er virkelig ærgerligt, for der er tydeligvis masser af kreativitet i køkkenet. Men udførelsen af de enkelte retter matcher ikke almindelige menneskers smagsløg. Dertil mangler smag og balance i høj grad. Tre-fire tryk mere på mayo-sprøjteposen og gæsterne bliver meget gladere og mere tilfredse.

Og få styr på det kasseapparat, så man ikke skal stå i en lang kø. Det bør ikke tage en krig at få lov at betale.

Det bliver en gaffel til Restaurant Jægerspris. Det gider jeg ikke igen.

Madanmeldelse af Restaurant Jægerspris i Aalborg Golf Klub. Aalborg 10. marts 2022 <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Madanmeldelse af Restaurant Jægerspris i Aalborg Golf Klub. Aalborg 10. marts 2022 Foto: Kim Dahl Hansen

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden