Coronavirus

Tyskerne kalder det sikkert at rejse til Nordjylland. Men de må bare ikke komme ind

Foreløbigt gør det ingen forskel, at de tyske myndigheder har erklæret Nordjylland for et sikkert rejsemål

Tyskerne har - foreløbigt - ingen grund til at booke et nordjysk sommerhus. Foto: Bo Lehm

Tyskerne har - foreløbigt - ingen grund til at booke et nordjysk sommerhus. Foto: Bo Lehm

Nordjylland er et corona-sikkert område.

I hvert fald i følge de tyske myndigheder, der i løbet af weekenden satte Nordjylland på den korte liste over de steder, som tyskerne nu gerne må rejse til uden at skulle gå i karantæne når de kommer hjem. Det er Robert Kock-instituttet, der rådgiver den tyske regering, der har givet grønt lys til rejser på grund af lave smittetal.

Men det betyder dog ikke, at der - som før corona - vil være masser at tyske turister på påskeferie i Danmark. For i praksis betyder vurderingen fra Tyskland ingenting - lige i tiden ønsker vi nemlig ikke turister i landet.

Der er kun adgang for udlændinge hvis de har et såkaldt anerkendelsesværdigt formål med rejsen, og ferie er ikke blandt de formål.

Reglerne gælder foreløbigt frem til og med den 5. april, og vil herefter blive genvurderet. Om tyskere eller andre nationaliteter vil få adgang til Danmark efter 5. april afhænger af smittetrykket i de enkelte lande.

Men medmindre det vokser voldsomt i Tyskland vil der helt sikkert komme et pres fra både politikere og sommerhus-udlejere for at at få åbnet op for tyske turister.

- Jeg forestiller mig bestemt ikke, at der skulle være nogen risiko ved, at der kom nogle tyskere til Nordjylland med en lejekontrakt og nogle friske coronatests. Hele turisthusbranchen har jo i den grad brug for at komme i gang igen og få nogle tyske turister herop, siger Per Larsen, der er nordjysk folketingsmedlem for de konservative til TV2.

Det er i øvrigt ikke kun Nordjylland, der er kommet med på den tyske liste over sikre rejsemål. De har nu fået lov til at rejse til mere solsikre destinationer som Mallorca, Ibiza og Bahamas. Den mulighed har danskere kun hvis de vælger at trodse Udenrigsministeriets rejsevejledning, der fortsat anbefaler at undgå rejser til hele verden.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.