Sjældent sværd antyder det: Her må have boet en høvding

Arkæologer ved Nordjyllands Historiske Museum er begejstrede over sjældent fund fra tiden omkring Kristi fødsel

Sådan så La Tène-sværdet ud, da det blev fundet i maj 2019. Foto: Nordjyllands Historiske Museum

Sådan så La Tène-sværdet ud, da det blev fundet i maj 2019. Foto: Nordjyllands Historiske Museum

AALBORG:Da arkæologerne ved Nordjyllands Historiske Museum i slutningen af 2019 traditionen tro blev bedt om at lave en liste over årets bedste fund i den nordjyske muld, var de ikke i tvivl.

Det sværd, som i maj 2019 dukkede op i en brandgrav i forbindelse med en byggemodning ved Stae øst for Aalborg, hørte til blandt perlerne. I øvrigt sammen med en flot buet kniv fra samme udgravning.

Nu har både sværd og kniv været under kærlig behandling af Bevaringscenter Nord i Vodskov, som er et af landets største konserveringscentre for bevaring af kulturarv, og det har ikke gjort arkæologernes begejstring mindre.

- Det overstiger langt vores forventninger, lyder det begejstret i et opslag, som museets arkæologiske afdeling har delt med sine godt 2000 følgere på Facebook.

Sådan tager hele det sjældne La Téne-sværd sig ud efter at have været i hænderne på konservatorerne. Det er 66 cm langt og brækket i fire dele. Foto: Nordjyllands Historiske Museum

Sådan tager hele det sjældne La Téne-sværd sig ud efter at have været i hænderne på konservatorerne. Det er 66 cm langt og brækket i fire dele. Foto: Nordjyllands Historiske Museum

Der er tale om et såkaldt La Tène-sværd fra tiden lige omkring Kristi fødsel. Ifølge de nordjyske arkæologer taler man om La Tène som en tidlig jernalderkultur navngivet efter et sted i Schweiz, hvor der i 1857 og 1885 blev fundet en enorm mængde genstande - deriblandt mange våben.

Fundet i Stae antyder, at der for et par tusind år siden har boet en høvding - eller i hvert fald en højt rangeret kriger - på stedet, for sværd i den kategori var sjældne og langt fra alment eje. Herhjemme kender man kun til 30-40 stykker af samme type.

Overgangen mellem blad og greb. Den klokkeformede bøjle er typisk for La Tène-sværdene. Den røde farve stammer fra ligbålet. Foto: Nordjyllands historiske Museum

Overgangen mellem blad og greb. Den klokkeformede bøjle er typisk for La Tène-sværdene. Den røde farve stammer fra ligbålet. Foto: Nordjyllands historiske Museum

Sværdet, som blev fundet i Stae, er tveægget. Det måler ca. 66 cm, men det var brækket i fire stykker, da det blev fundet. Ifølge arkæologernes forklaring fordi, det blev brændt med den afdøde ejer.

- Brændingen har dog gjort, at metallet ikke er rustet helt så meget, som det ellers ville have gjort, og derfor har vi nu et ret velbevaret sværd, skriver arkæologerne fra Nordjyllands Historiske Museum.

Kniven, som blev fundet samme sted som sværdet, har været udsat for samme behandling, og højst usædvanligt er der ornamentering bevaret i jernet i form af små ringe på skæftet.

Eftersom La Tène-sværd ikke blev produceret i Danmark, er fundet en klar indikation af, at området ved Stae må have haft god kontakt med romerne sydpå i jernalderen.

- Sværdfundet skal derfor også set i en europæisk kontekst, hvor området ved Stae og manden, der fik sværdet med i sin grav, har været en del af et internationalt netværk, skriver arkæologerne.

Ifølge kommunikationschef Helle Sørensen fra Nordjyllands Historiske Museum er der ingen aktuelle planer om at udstille La Téne-sværdet, da det kræver helt særlige forhold, hvis det skal bevares i den fine stand, det er efter konserveringen.

Den næsten komplette kniv, som også dukkede op af mulden i Stae. Knivens skæfte har formentligt ikke været beklædt. Foto: Nordjyllands historiske Museum

Den næsten komplette kniv, som også dukkede op af mulden i Stae. Knivens skæfte har formentligt ikke været beklædt. Foto: Nordjyllands historiske Museum

Indtil videre bliver sværdet og kniven derfor opbevaret på Samlingscenteret, som er et klimastyret magasin i Vestbjerg, hvor 88 procent af museets samling opbevares.

Samlingshuset i Vestbjerg blev indviet i 2011 og fungerer ifølge museets hjemmeside som et fællesmagasin for Nordjyllands Historiske Museum, Aalborg Stadsarkiv og kunstmuseet KUNSTEN.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.