Frederik måtte vente 11 timer på skadestuen - nu skal der ske ændringer

Nordjyder skal selv kunne vælge den skadestue, der har kortest ventetid

Frederik fra Løgstør måtte vente 11 smertefulde timer på skadestuen i Aalborg. Han er ikke den eneste, der har oplevet lang ventetid. <i>Privatfoto</i>

Frederik fra Løgstør måtte vente 11 smertefulde timer på skadestuen i Aalborg. Han er ikke den eneste, der har oplevet lang ventetid. Privatfoto

NORDJYLLAND:Patienter, sygeplejersker og læger kritiserer forholdene på skadestuen hos Aalborg Universitetshospital Syd. En skadestue, der døjer med personalemangel, højt arbejdspres og ofte lange ventetider for patienter.

Dansk Sygeplejeråd mener, at skadestuen er fanget i en "ond spiral" og har opfordret regionen til at gøre noget, og nu er der planer om ændringer for at mindske problemerne. 

Blandt andet skal nordjyder have mulighed for vælge den skadestue i landsdelen, der har kortest ventetid.

Ventetiden på skadestuen i Aalborg er ofte lang - for lang, mener patienter, læger og sygeplejersker. <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

Ventetiden på skadestuen i Aalborg er ofte lang - for lang, mener patienter, læger og sygeplejersker. Arkivfoto: Lars Pauli

13-årige Frederik Gregersen fra Løgstør er en blandt flere, der har oplevet at vente i mange timer på skadestuen i Aalborg. 11 smertefulde timer blev det til, inden han midt om natten 23. september blev sendt hjem uden at vide, hvad der var galt med et knæ, han forvred, da han væltede på cykel.

- Hvis man behandler et dyr, som man behandlede min søn, så havde man fået en anmeldelse og bøde, lød det fra hans far, Christian Gregersen.

Frederik Gregersen er ikke den eneste, der har oplevet meget lang ventetid på skadestuen i Aalborg.

Skadestuerne i Nordjylland har ellers et mål om, at patienter med ikke-kritiske skader senest fire timer efter ankomsten oplyses om den videre behandling. Men i Aalborg er det kun omkring halvdelen af patienterne i akutmodtagelsen, der i det tidsrum efter ankomsten har fået en behandlingsplan.

- Rigtigt slemt i Aalborg

Christina Windau Hay Lund, der er forkvinde for Dansk Sygeplejeråds Nordjyllands-kreds, fortæller, at højt arbejdspres på skadestuen i Aalborg har fået mange erfarne sygeplejersker til at søge væk.

- Det er rigtigt slemt i Aalborg. Og hver gang en kollega rejser, bliver arbejdspresset på dem, der er tilbage, større. Så har du en ond spiral, siger hun.

Forklaringerne fra de sygeplejersker, der forlader skadestuen, er ofte enslydende.

- De kan ikke holde til det. De kan ikke stå inde for den sygepleje, de skal levere, når der ikke er tid nok.

Sygehusene bruger mange penge på vikarer. <i>Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix</i>

Sygehusene bruger mange penge på vikarer. Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Ofte må vikarer hyres ind på skadestuen i Aalborg, og det øger presset på de fastansatte, som så skal lære dem op og stå med ansvaret, fortæller Christina Windau Hay Lund.

Bedre tid og mere i løn

Dansk Sygeplejeråd har flere forslag til at forbedre situationen.

- Arbejdspresset skal ned. Personalet skal have ro og tid til oplæring. Og til at løse deres opgaver forsvarligt, siger Christina Windau Hay Lund.

Hun mener også, at højere løn - for eksempel et "fastholdelses-tillæg" - kan være med til at få flere sygeplejersker til at blive, så personalesituationen på skadestuen på sigt kan forbedres. 

24 ledige stillinger

  • 24 stillinger er ledige (vakancer) på plejesiden for Akut- og Traumecenteret på Aalborg Universitetshospital, viser en opgørelse pr. 30. september.
  • De ledige stillinger fordeler sig sådan:
  • Akutmodtagelse/skadestue: 11 vakancer på plejesiden.
  • Akut Modtageafsnit/AMA (sengeafsnit): 13 vakancer på plejesiden.

Region Nordjylland

Utilfredse læger

Også Ole Møller Hansen, formand for Yngre Læger i Region Nordjylland, konstaterer, at arbejdspresset på akutmodtagelsen i Aalborg er højt.

- Det er en travl arbejdsplads, desværre ofte med lang ventetid. Ingen er tilfredse med de lange ventetider. Det er langt fra det niveau, vores medlemmer ønsker at give deres patienter, fastslår formanden.

Lægerne har gjort opmærksom på problemerne.

- Vores medlemmer oplever en travl arbejdsdag med et presset arbejdsmiljø, hvor det er svært at yde optimal behandling af den enkelte patient under hensyntagen til deres individuelle behov. Problemet har været drøftet med afdelings- og klinikledelse, oplyser Ole Møller Hansen.

Ventetid skal ned

Formanden for sundhedsudvalget i Region Nordjylland, Lina Hundebøll Jespersen (V) finder det heller ikke acceptabelt, at nogle patienter må vente 11 timer eller mere på skadestuen i Aalborg.

Lina Hundebøll Jespersen (V), formand for regionens sundhedsudvalg, varsler ændringer. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Lina Hundebøll Jespersen (V), formand for regionens sundhedsudvalg, varsler ændringer. Foto: Claus Søndberg

- Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende med så lange ventetider, skriver hun i en mail til Nordjyske.

- Vi skal nedbringe de lange ventetider. Det er ikke en mulighed at bede vores meget pressede personale om at løbe hurtigere, så andre parametre skal undersøges og understøttes, tilføjer hun.

Vælg selv skadestue

Planen er, at borgerne i fremtiden skal kunne se, hvor lang ventetiden er på de forskellige skadestuer i Nordjylland. Dermed skal patienter kunne tage til den skadestue, hvor ventetiden er mindst, og samtidig skal det være muligt at bestille tid på udvalgte skadestuer.

- Det er forventningen, at den oplyste ventetid og mulighed for at få en konkret tid, kan få patienter til at søge mod akuttilbud med kortest ventetid. Dette vil medvirke til en bedre kapacitetsudnyttelse på tværs af hospitalerne samt reducere patienternes ventetid, håber Lina Hundebøll Jespersen.

- Vi arbejder på, hvordan vi i højere grad får de øvrige akuttilbud i for eksempel Farsø, Thisted, Hjørring og Hobro bragt i spil, når borgerne skal vælge, fortæller formanden for regionens sundhedsudvalg.

Regionsrådet har næste år afsat 10 millioner kr. til at styrke akutmodtagelserne på sygehusene i Nordjylland, men der er også penge på vej til andre afdelinger. 

I alt har regionen i budgettet for 2013 afsat 50 mio. kr.  til særligt pressede afdelinger på landsdelens sygehuse, oplyser Lina Hundebøll Jespersen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.