Skal du i sommerhus? Så er du ikke alene
Stigende efterspørgsel på feriehuse i Nordjylland
Interessen for at holde ferie i et sommerhus i Nordjylland er så stor, at en af landets største feriehusudlejere forventer en forrygende sæson.
Ifølge en pressemeddelelse fra Feriepartner vælter det ind med bookinger, så allerede i november 2023 var booket 249.000 husuger i 2024. Og det er en stigning på 41.000 husuger sammenlignet med samme periode året før.
Tendensen gælder ikke kun de populære uger i højsæsonen. Maj, juni og september samt påskeferien i marts oplever også en stor stigning i forhold til tidligere år, fortæller indehaver af otte Feriepartnerbureauer i Nordjylland, Jan Brusgaard.
- Interessen for den kommende sæson har mildest talt været overvældende, og dykker vi lidt ned i tallene kan vi se, at det især er efterspørgslen i for- og sensommeren, der er større end tidligere, forklarer han.
Ud over mange gæster i maj, juni og september forventer Feriepartner en højsæson på niveau med 2023, så der er rigeligt at lave og et stigende behov for flere huse til udlejning.
Flere steder overstiger efterspørgslen nemlig kapaciteten af huse til udlejning.
Også selvom flere husejere har fået øjnene op for at udleje deres feriehuse i de uger, hvor de ellers ville stå tomme.
- Sammenlignet med samme tidspunkt sidste år er antallet af nordjyske huse til udlejning gennem Feriepartner steget med mere end 10 procent, hvilket er en yderst positiv udvikling, siger Jan Brusgaard.
- Men når vi ser på Nordjyllands samlede feriehusmarked, er kun knap 23 procent af husene tilgængelige på udlejningsmarkedet, og det er ærgerligt, når gæsterne står i kø, tilføjer han.
Nordjylland rummer i øjeblikket omkring 35.000 sommerhuse, og udover indtægter til sommerhusejere, der lejer ud, bidrager gæsterne også til at holde liv i de mindre lokalsamfund, når de for eksempel tager ud og spiser eller handler i lokale butikker.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.