Skal elever svigtes?

Aalborg Kommune har gennem flere år fået positiv omtale på folkeskoleområdet for at fokusere på kvalitet; f.eks. med investeringen i CO-teaching og andre pædagogiske og faglige udviklingsindsatser. 

Den situation ser ud til at ændre sig markant. 

I det nuværende budgetforslag tegner der sig en generel underfinansiering af serviceniveauet på folkeskolerne. Tidligere investeringer og det generelle grundlag for serviceniveauet forsvinder med forslagene. Det vil få mærkbare og markante konsekvenser til følge. 

Politikerne foreslår at nedlægge 101 lærerstillinger, men opgaver med stigende krav til undervisningsindsatser og trivselsarbejdet består. 

Det vil naturligvis ramme kvaliteten og bredden af undervisningen, da det efterlader mindre tid til at forberede undervisning af høj kvalitet, som kan tilpasses flest mulige elever. 

Den samme årsag gør sig gældende i forhold til forringelser af indsatser for børn med særlige pædagogisk, faglige eller trivselsmæssige behov. Sidstnævnte er en opgave i markant stigning, som bør adresseres politisk med investeringer frem for besparelser. 

Folkeskolen står i en svær tid, og der er brug for at holde hånden under denne vigtige samfundsinstitution for at sikre kommende generationers udvikling og for at sikre lige deltagelsesmuligheder for alle børn. Sidstnævnte udfordres ofte som det første, når der mangler ressourcer. 

Man bør som politiker have for øje, at investeringer har brug for stabilitet og ikke udsving som afmonterer dem. Ligeledes bør man som politiker og arbejdsgiver forholde sig til, hvad så markante forringelser i arbejdsforhold gør ved arbejdsmiljøet. 

Så kære byrådspolitiker i Aalborg - hvilken vej vil du gå? 

Holder du hånden under folkeskolerne i Aalborg, eller skal folkeskoleeleverne svigtes i besparelser?

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.