Smitten falder i Aalborg Kommune: Sådan er fordelingen
Det ser ud til, at coronasmitten generelt er på tilbagetog i Aalborg, selvom visse postnumre oplever stigning

Der er færre smittede i Aalborg Kommune. Arkivfoto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo
Aalborg Øst er nu det postnummer i Aalborg Kommune, som har den højeste incidens.
Ser man på covid-19-smittetallene opgjort pr. 100.000 indbyggere fra den seneste uge, så er tallet for postnummer 9220 225.
Siden vi sidst opgjorde tallene, er den generelle smitte til lands dalet. Hvor der 13. januar var godt 1300 smittede danskere, er tallet for 29. januar 701.
Faldet ser man også i Aalborg Kommune, men fra postnummer til postnummer har der været store udsving.
Op og ned
Postnummer 9310 - Vodskov - har siden sidste opgørelse 13. januar haft den største stigning. Her er incidensen over de seneste syv dage gået fra 57 til 105, og dermed er der tale om en stigning på 84 procent.
I den anden ende af skalaen finder man Storvorde.
Her er man gået fra 193 smittede pr. 100.000, til at tallet nu blot er 13, og dermed er der altså tale om et stort fald på de godt to uger, som er gået.
Bortset fra Aalborg Øst, så er alle de øvrige postnumre i Aalborg-området faldet. Aalborg C, Aalborg SØ og Aalborg SV har set et incidenstal-fald på henholdsvis 62, 30 og 73 procent.
Selvom tallene tydeligvis kan være meget svingende fra uge til uge for de enkelte postnumre, så er én ting værd at bide mærke i.
For det samlede incidenstal for hele Aalborg Kommune er 29. januar og syv dage forud på 76. Ved sidste opgørelse var der over en syv-dages periode 144 smittede pr. 100.000 indbyggere, og dermed er der altså næsten tale om en halvering af incidensen i kommunen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.