Spritbilist anholdt: Kørte ind i biler, vejskilte - og til sidst en politibil
En alkoholpåvirket mand påkørte tirsdag aften flere biler i Aalborg
AALBORG: En 27-årig mand vågnede formentlig op med ondt i hovedet og skulderen onsdag morgen, efter han tirsdag aften blev anholdt for spirituskørsel og at have påkørt flere køretøjer. Det skriver Nordjyllands Politi i sin døgnrapport.
Politiet fik øje på bilisten, da han kørte i den modsatte vognbane ad Blåkildevej i Aalborg Øst.
Det var ikke lige det selskab, som den 27-årige ønskede, så han satte straks bilen i bakgear.
Det var dog ikke førerens spidskompetence, for han kolliderede med en bil, som holdt parkeret på Blåkildevej, men det fik ikke den 27-årige til at stoppe.
Kort efter var det et skilt og endnu en parkeret bil, som fik bilistens manglende køreevne at føle.
Patruljevognen kørte derefter hen foran bilisten og spærrede for, at han kunne køre fra stedet.
Det tog den 27-årige nu ikke som et signal til at stoppe sin kørsel, da han forsøgte at accelerere fremad. I stedet for at vriste sig fri kolliderede han med politibilen.
Politiet tog dernæst kontakt til bilisten, som udramatisk steg ud af bilen. Det viste sig, at han var påvirket af alkohol.
Ingen kom alvorligt til skade, men spritbilisten fik et slag i skulderen. Et røntgenfoto viste dog, at der kun var tale om et mindre slag.
Politiet sigtede og anholdt manden for spirituskørsel.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.