Stærk lugt ved Østre Havn - her er årsagen

En mindre koncentration af ammoniak forårsagede fredag kraftige lugtgener ved havnen

Arkivfoto: Claus Søndberg <i>Claus Søndberg</i>

Arkivfoto: Claus Søndberg Claus Søndberg

AALBORG:Fredag middag fik Nordjyllands Beredskab en melding om lugt af ammoniak fra Østre Havn i Aalborg.

I havnen ligger Aalborgs kabelbanepark, og da denne blev brugt, oplevede sportsudøverne, at vandet var grumset, og at der var en stærk lugt af ammoniak.

Nordjyllands Beredskab har i et par timer været på stedet for "at finde ud af, hvad der er hoved og hale i det".

- Ammoniak er normalt noget, man bruger i køleindustrien, og sådan noget er der ikke hernede, siger indsatsleder ved Nordjyllands Politi Bent Pedersen.

Beredskabet fandt ud af, at der blev pumpet væske op fra en gammel rørledning, hvori der muligvis har været ammoniak.

- Den pumpning har vi fået standset, og så har vi skyllet kloakkerne igennem. Derfor burde lugten, som flere folk har bemærket, nu aftage.

Det er nu op til virksomheden, som har sat den pågældende pumpning i gang, at få væsken pumpet op til et sted, der modtager kemikalier, i stedet for til fjorden.

Det ammoniak, som er sluppet ud i havnen, er blevet opløst i store mængder, og den grumsede plamage på vandet, som man kan se, vil fortage sig.

- I morgen tænker jeg ikke, at man vil kunne se noget som helst fra det, siger indsatslederen.

Han påpeger, at udslippet ikke har været farligt.

- Ammoniak er farligt, hvis det når nogle bestemte koncentrationer. De koncentrationer har vi overhovedet ikke været i nærheden af. Men ammoniak i ganske små doser har en meget kraftig lugt, så man bemærker det i meget lang tid, før det bliver farligt. Det, vi har haft her, er ikke farligt, fastslår Bent Pedersen.

Beredskabet har fredag eftermiddag forladt området.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.