Marinehjemmeværnet

Stødte på grund i Limfjorden: Hjælperne sprang i vandet for at trække båden fri

Marinehjemmeværnet måtte rykke ud til en lystsejler i problemer på Limfjorden

Lørdag måtte mandskabet på Patrioten rykke ud til en lystbåd, der var stødt på grund i Limfjorden. Arkivfoto: Michael Bo Rasmussen

Lørdag måtte mandskabet på Patrioten rykke ud til en lystbåd, der var stødt på grund i Limfjorden. Arkivfoto: Michael Bo Rasmussen

NORDJYLLAND:Omkring klokken 19 lørdag ringede Forsvarets Joint Rescue Coordination Centre til Marinehjemmeværnet fordi en 28 fod lang motorbåd var gået på grund i Limfjorden ud for Attrup mellem Nibe og Aggersund. Derfor sendte Marinehjemmeværnet fartøjet Patrioten ud for at hjælpe. Det skriver Hjemmeværnet på sin hjemmeside.

Det var 11 frivillige gaster fra Marinehjemmeværnet Thisted/Hanstholm, der sejlede afsted i Patrioten fra Aalborg. Grunden til, at de var i Aalborg, var, at de oplevede problemer med deres normale faretøj og derfor havde lånt Patrioten fra Marinehjemmeværnet Aalborg.

- Vi kastede straks alt, hvad vi skulle bruge, om bord på Patrioten og afgik fra Aalborg. Der var 20 sømil ud til havaristen, så vi havde cirka to timers sejlads foran os, fortæller fartøjsfører Lars Bjerregaard til Hjemmeværnet.

Patrioten skulle forbi både Limfjordsbroen og togbroen i Aalborg, og det betød, at det tog lidt længere tid for Marinehjemmeværnet end først antaget. Men kort før midnat var de fremme ved havaristen.

I vand til anklerne

Motorbåden havde mistet styreevnen og var drevet langt ind på en sandbanke. Tre af Marinehjemmeværnets gaster var nødt til at springe i vandet, fordi de ikke kunne sejle derind i deres gummibåd.

- De stod i vand til anklerne ude ved havaristen, forklarer Lars Bjerregaard.

Efter en times tid lykkedes det de tre mænd at få motorbåden fri og få den på slæb efter gummibåden. Ude i sejlrenden mødtes de med Patrioten, som klokken 01.30 fik motorbåden på siden og hejste​ gummibåden op om bord​.

- Lystsejleren havde haft læ om bord, og han havde det efter omstændighederne forbavsende godt, siger Lars Bjerregaard,

Den nærmeste havn i Attrup var ikke tilgængelig, og derfor blev motorbåden taget med tilbage til Aalborg, hvor pårørende ventede på lystsejleren søndag morgen ved 6.30-tiden.

- Den største ros skal altså gives til de tre mand i gummibåden. De har gjort et fantastisk stykke arbejde, lyder det fra, Lars Bjerregaard.

Samtidig er Lars Bjerregaard lettet over, at ulykken skete lørdag og ikke søndag, hvor det blæste voldsomt i Limfjorden.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.