Brud på vandledning lukket: Men store dele af Nørresundby stadig uden vand
En underboring på Voerbjergvej i Lindholm ødelagde vandledning

Forbrugerne i Lindholm og Nørresundby-området kan ikke få vasket hænder lige nu. Foto: Henrik Bo
LINDHOLM/NØRRESUNDBY:Et større ledningsbrud på en hovedvandledning på Voerbjergvej mandag eftermiddag var årsag til at store dele af Lindholm og Nørresundby mandag aften fortsat er uden vand i vandhanerne.
Det bekræfter vagthavende hos Aalborg Forsyning Vand.
- Vi fik meldingen om bruddet ved 16.40-tiden. Bruddet er ifølge mine oplysninger sket i forbindelse med en underboring på Voerbjervej. Her har man ramt vandledningen fra Lindholm Vandværk, og al vandet i tryktankene er fosset ud. Det har så igen betydet, at Lindholm og store dele af Nørresundby-området er uden vand, oplyser vagthavende hos Aalborg Forsyning Vand.
Ved 20.30-tiden lød meldingen fra vagthavende, at man havde fået stoppet udstrømningen af vand fra bruddet på Voerbjergvej.
- Nu er folkene på stedet i gang med opgravning omkring bruddet. Dernæst skal det lappes sammen, og først derefter kan vi sætte fuldt tryk på vandet igen. Foreløbig er der begyndt at blive pumpet vand i tryktankene fra nogle af Lindholm Vandværks boringer, forklarer vagthavende hos Aalborg Forsyning Vand.
Ifølge vagthavende er arbejdet med at genoprette vandforsyningen i Lindholm-Nørresundby-området blevet besværliggjort af, at flere af Lindholm Vandværks boringer ligger på den "forkerte" side af bruddet. Det vil sige, at alle vandværkets boringer ikke har kunnet tages i brug for at genoprette forsyningen.

Foto: Henrik Bo
Underboringen var i gang i forbindelse med udlægning af fiberkabler i området.
Vagthavende hos Aalborg Forsyning Vand havde fortsat ved 20.30-tiden mandag aften ingen tidshorisont for, hvornår der igen vil være vand i alle forbrugeres vandhaner i Lindholm-Nørresundby-området, ligesom han heller ikke har noget bud på, hvor mange husstande der blev ramt af nedbruddet.

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.