Stort smitteudbrud på folkeskole: Fem årgange er sendt hjem
Siden fredag er 20 blevet testet positiv på skolen - både elever og lærere

Foto : Claus Bjørn Larsen/Scanpix Ritzau Scanpix
AALBORG:Smittetallene er stigende flere steder i landet, og nu er covid-19 årsagen til, at Gistrup Skole nær Aalborg har sendt elever på i alt fem årgange hjem - det er 6. til 9. klasse, samt to klasse på 2. årgang.
- På baggrund af det omfattende smitteudbrud på skolen, har vi været i dialog med Skoleforvaltningen og Styrelsen for patientsikkerhed. Efter råd og vejledning her fra har vi besluttet at hjemsende alle elever fra 6. - 9. klasse i afd. Gistrup. Hjemsendelsen gælder foreløbigt til og med fredag 11. december. Om hjemsendelsen bliver forlænget afhænger af forløbet de næste dage, siger Thorstein Jensen, skoleleder på Gistrup Skole.
Tirsdag formiddag er 16 elever samt fire medarbejdere konstateret positive med covid-19.
Eleverne i de store klasser vil modtage fjernundervisning. Herudover bliver eleverne opfordret til at blive testet.
Flere smittede fra dag til dag
Fredag blev en lærer på 7. årgang konstateret smittet. I den forbindelse blev lærerteamet betragtet som nære kontakter, mens eleverne i klassen ikke blev opfordret til at blive testet.
- Det var på baggrund af de aktiviteter, der havde været læreren og eleverne i mellem, at det blev vurderet, at det i første omgang ikke var nødvendigt for eleverne at blive testet, siger skolelederen.
Lørdag blev en elev i klassen konstateret positiv. Det medførte, at alle eleverne skulle testes. Dagen efter var endnu en elev positiv, og her blev alle betragtet som nære kontakter.
Snebolden rullede videre mandag, da en lærer i 2. klasse blev testet positiv. Lærerens to klasser blev betragtet som nære kontakter og blev derfor sendt hjem til testning.
Tirsdag er en lærer på 9. årgang testet positiv. Tirsdag aften blev 6.-9. klasse sendt hjem.
- Vi følger vejledningerne og gør det så godt, vi kan. Vi har overholdt retningslinjerne, og nu leder vi med lys og lygte efter steder, hvor vi kan stramme op, siger Thorstein Jensen.
I første omgang bliver udlevering af bøger på biblioteket sat på pause. Skolen vil se nærmere på, hvordan man kan begrænse kontakten klasserne imellem.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.