Tidligere AaB-formand død efter kort tids sygdom
Torben Fristrup trak sig i foråret fra formandsskabet hos AaB A/S. Nu er han gået bort i en alder af 71 år

Tidligere bestyrelsesformand i AaB A/S Torben Fristrup er død efter kort tids sygdom. Arkivfoto: Torben Hansen
NORDJYLLAND:"Det er med stor sorg, at vi har modtaget meddelelsen om, at vores nyligt afgåede bestyrelsesformand for AaB A/S, Torben Fristrup, er gået bort i en alder af 71 år."
Sådan lød det torsdag i en kort meddelelse på superligaklubbens hjemmeside.
Torben Fristrup blev første gang sat i forbindelse med AaB i 2012, da han var en del af en investorgruppe, der sikrede klubben den fornødne økonomi til at holde fodboldforretningen oven vande. På det tidspunkt var han direktør for virksomheden Cubic i Brønderslev.
I 2017 trak Torben Fristrup sig fra Cubic, men blev samtidig valgt ind i AaB's bestyrelse. Fra april 2018 var han formand for selskabet bag superligaklubben.
På grund af et svigtende helbred trak han sig fra posten i begyndelsen af marts i år, men var efterfølgende fortsat en af klubbens lokale storinvestorer.
I forbindelse med AaB’s opgør fredag aften på udebane mod OB vil aalborgensernes spillere bære sørgebind - ligesom Torben Fristrup vil blive mindet ved hjemmekampen på Aalborg Portland Park 21. maj mod FC Midtjylland.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.