To fluer med et smæk: Spritbilist kørte ind i stjålet bil
En spritbilist var i weekenden skyld i et uheld med tre biler i Aalborg - en af bilerne var stjålet
Opdateret 23. maj 2022 kl. 14:50
AALBORG: Det er ikke hver dag, politiet slår to fluer med et smæk, men en 46-årig spritbilist sørgede lørdag for, at en stjålet bil kom tilbage til rette ejermand.
Den 46-årige mand blev lørdag klokken 21.35 sigtet og anholdt for spritkørsel i forbindelse med et færdselsuheld, som skete på Vestre Fjordvej i Aalborg. Det skriver Nordjyllands Politi i døgnrapporten.
På Vestre Fjordvej påkørte spritbilisten en personbil, som blev skubbet ind i en tredje bil.
Da en patrulje nåede frem til stedet, kunne betjentene konstatere, at den 46-årige mand var tydeligt beruset. Et blæs i alkometeret afslørede, at promillen var over 0,5.
Ingen mennesker kom til skade ved uheldet, men det viste sig, at den personbil, som den 46-årige mand kørte ind i, var stjålet.
Føreren af den stjålne bil stak dog af efter uheldet og var væk, inden politiet nåede frem.
Bilejeren blev efter uheldet kontaktet af politiet, og han kunne tage ud til Vestre Fjordvej og hente sin bil, som viste sig at køre rundt på stjålne nummerplader.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.