To mænd skal i fængsel for at gå med walkie-talkies og maskering i villakvarter
Et forsøg på indbrud har sendt to mænd tilbage i fængsel
Opdateret kl. 18:33
AALBORG: To lokale mænd på 33 og 52 år har begge fået knap halvanden års fængsel for at forsøge at begå indbrud i et villakvarter i Gistrup.
Den 33-årige har fået et år og tre måneders fængsel. Den 52-årige har fået et år og fem måneder.
Det oplyser Anklagemyndigheden i et tweet.
De to mænd blev i august sidste år mødt af en politipatrulje i Gistrup klokken lidt i et om natten. Patruljen opdagede, at mændene bar rundt på noget værktøj, som kan bruges til indbrud. Derudover havde mændene walkie-talkies, handsker og maskering til ansigtet.
Det fortæller Bjørn Fogh, der er anklager i sagen.
Normalt ville straffen for forsøg på indbrud være mindre, men fordi de to mænd i forvejen var prøveløsladt for tidligere indbrud, har retten valgt at lægge straffen sammen.
Mændenes prøveløsladelse var nemlig betinget af, at de to mænd ikke begik mere kriminalitet. Derfor bliver den sidste del af deres straf på henholdsvis 14 og 16 måneder udløst, efter de er blevet dømt for forsøg på indbrud.
Ingen af de to har ønsket at udtale sig i sagen, og de nægter sig skyldige.
Det er uvist om de to mænd vil anke afgørelsen - det har de nu to uger til at beslutte.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.