Ubeboet gård ramt af påsat brand for tredje gang inden for en måned
Stuehuset på en nedlagt landejendom på Søndergaardsvej ved Lindholm er nedbrændt, efter det for tredje gang inden for kort tid blev ramt af påsat brand
Opdateret kl. 08:35
LINDHOLM: En forladt gård blev ved Lindholm natten til søndag for tredje gang inden for en måned ramt af en påsat brand. De to tidligere brande nåede ikke at anrette større skader på den forfaldne bygning, men natten til søndag, var ildebranden allerede så kraftig, da brandfolkene nåede frem, at bygningen ikke kunne reddes, fortæller indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Jacob Schmidt.
Branden blev meldt til alarmcentralen klokken 4.11, men da brandfolkene kort efter kom til stedet, var det tydeligt, branden havde været i gang længe, fortæller indsatslederen.
- Da vi ankom havde den allerede godt fat i tagkonstruktionen og etageadskillelsen, så der var ikke meget at gøre, siger Jacob Schmidt.
Bag den beslutning ligger også, at stuehuset er sammenstyrtningstruet, og da huset er forladt, er der intet at redde, lyder det fra indsatslederen.
- Vi holder os udenfor. Der er intet at redde og det er simpelt alt for farligt for os at være derinde, fortæller Jacob Schmidt, mens branden endnu raser bag ham.
Brandfolkene arbejder i stedet med at slukke udefra og forhindre, ilden i at brede sig til den nærliggende ladebygning.
Den forladte landejendom har været samlingssted for hjemløse og unge, der tilsyneladende har brugt stedet til misbrug og småfester. De to foregående brande på ejendommen har været antændt andre steder.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.