Ulykke kostede liv: Gartneri brød loven om arbejdsmiljø

Arbejdstilsynet har afgjort, at et stort frilandsgartneri har overtrådt arbejdsmiljøloven i forbindelse med en medarbejders dødsfald

Genrefoto

Genrefoto

STORVORDE:En af Danmarks største producenter af grøntsager overtrådte arbejdsmiljøloven, da en medarbejder i januar 2020 døde efter en arbejdsulykke på jobbet.

Det fastslår Arbejdstilsynet i et brev til virksomheden Limfjords Danske Rodfrugter 2019 A/S, som Fagbladet 3F har fået aktindsigt i.

Arbejdsulykken skete 15. januar 2020 på virksomhedens adresse nær Storvorde i Nordjylland. Efter ulykken blev den litauiske mand lagt i kunstig koma. Og 22. januar døde han som følge af sine kvæstelser ved arbejdsulykken, oplyser Nordjyllands Politi.

”Virksomheden har bragt forholdene i orden, men det ændrer ikke på, at I har overtrådt arbejdsmiljøreglerne,” skriver Arbejdstilsynet i dets afgørelse til Limfjords Danske Rodfrugter 2019 A/S.

Ifølge Arbejdstilsynets rapport om arbejdsulykken var manden kravlet op på et produktionsanlæg til rodfrugter for at kontrollere og lave rettelser på anlægget.

En slags togvogn kørte på to skinner i omkring tre meters højde og fordelte rodfrugter ned i siloer. Medarbejderen havde sin overkrop inde over den ene køreskinne. Derved blev han ramt og klemt af togvognen, der vejer omkring to ton.

Under Arbejdstilsynets tilsynsbesøg 15. januar 2020 på frilandsgartneriet konstaterede tilsynet, at virksomheden havde bragt forholdene i orden. For arbejdet var standset, og det var blevet indskærpet, at medarbejdere ikke må kravle på produktionsanlægget.

Desuden blev den adgang til anlægget, som den nu afdøde medarbejder havde brugt, lukket.

Nordjyllands Politi undersøger fortsat arbejdsulykken, oplyser vicepolitiinspektør Niels Kronborg.

- Vi efterforsker fortsat sagen. Herunder afventer vi en rapport og en udtalelse fra Arbejdstilsynet. Efter endt efterforskning vil anklagemyndigheden tage stilling til, hvorvidt der skal rejses tiltale i sagen. Vi kan ikke på nuværende tidspunkt udtale os yderligere, skriver Niels Kronborg i en e-mail til Fagbladet 3F.

Fagbladet 3F har forsøgt at få kommentarer fra direktøren for Limfjords Danske Rodfrugter 2019 A/S, Susan Nielsen. Men hun henviser til virksomhedens daglige leder Niels Ege Nielsen.

- Denne afgørelse er vi på nuværende tidspunkt i dialog med Arbejdstilsynet omkring. Og vi ønsker ikke at udtale os nærmere, inden vi har en endelig afgørelse fra deres side, skriver han i en e-mail til Fagbladet 3F.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.