Ung mand bæltefikseret ulovligt i Aalborg i mere end et år
Mohammed Makkis bror kan stadig ikke gå efter at have ligget spændt fast så længe
AALBORG: En ung psykiatrisk patient har været ulovligt spændt fast til en seng i tretten måneder på Retspsykiatrisk Afdeling i Aalborg.
Det fortæller DR Nordjylland.
Mohammed Makki, skibsfører og bistandsværge, forsøgte gennem mange måneder at råbe myndighederne op for at hjælpe sin bror:
Brorens vægt var fordoblet, og han havde ikke været i bad i månedsvis. Fikseringen har Ifølge Mohammed Makki haft store konsekvenser.
- Han kunne mærke, at han havde fået det meget, meget dårligere fysisk og psykisk ved at ligge der og vente. I dag kan han stadig ikke gå, siger Mohammed Makki til DR Nordjylland.
Mohammed Makkis bror er så farlig på grund af sin diagnose, at han burde være på den særlige institution Sikringen i Slagelse, der tager sig af landets allerfarligste psykisk syge. Men på grund af pladsmangel beholdt de ham på retspsykiatrisk afdeling i Aalborg.
Mohammed Makki var bekymret for, at hans bror var ved at opgive livet:- Han kunne ikke se lyset for enden af tunnelen længere.
Afvist 1200 gange
Op mod 1200 gange i over et år vurderede lægerne, at Mohammeds bror var for farlig til at få løsnet sin tvangsfiksering.
Lægefaglig direktør i Psykiatrien i Region Nordjylland Tina Gram Larsen erkender, at man ikke på samme måde er gearet til den slags patienter:
- Jeg så gerne ventetiden på at overflytte patienter til Sikringen blev væsentligt forkortet, siger hun til DR Nordjylland.
Der er kun 30 pladser på den særlige lukkede afdeling, og kun få bliver udskrevet grundet deres svære psykiske tilstand. Der er næsten konstant patienter på venteliste, viser en aktindsigt, som DR Nordjylland har fået. Derfor må nye patienter ofte vente i meget lang tid på at få en plads.
I mellemtiden må de regionale psykiatriafdelinger behandle patienterne, selvom de langt fra er rustet til opgaven.
Tina Gram vil ikke kommentere den konkrete sag om Mohammed Makkis bror. Dog forholder hun sig til, at patienter af og til kan være så farlige for sig selv og andre, at det er nødvendigt at ty til tvangsfiksering.
For nylig fik Mohammed Makkis bror medhold fra Patientklagenævnet i, at behandlingsforløbet har været i strid med internationale konventioner.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.