Ung mand fra Aalborg sigtet for omfattende bedrageri på nettet: Købere snydt for 130.000 kr.
En 24-årige mand er blevet varetægtsfængslet i tre uger, sigtet for adskillige tilfælde af bedrageri

Foto: Torben Hansen
AALBORG:En 24-årig mand fra Aalborg er blevet varetægtsfængslet i tre uger, sigtet mindst 175 tilfælde af bedrageri.
Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Ifølge sigtelsen, er bedragerierne er primært foregået ved, at den 24-årige har oprettet salgsannoncer på især dba.dk, hvor han havde forskellige varer til salg - f.eks. Playstation eller Apple TV. Problemet var blot, at han ikke havde varerene.
- Det er et omfattende tilfælde af bedrageri på internettet, der er tale om i denne sag, siger politikommissær Troels Jul Kjærgaard, der vurderer, at der er bedraget for over 130.000 kr.
- Rigtig mange mennesker er blevet snydt, så jeg er tilfreds med, at vi i dag har kunnet skride til anholdelse af den 24-årige mistænkte mand i sagen.
Der kan komme flere anmeldelser
Nordjyllands Politi ønsker ikke at komme ind på de nærmere detaljer i sagen af hensyn til efterforskningen, men Troels Kjærgaard kan ikke udelukke, at der kan komme yderligere anmeldelser til sagen.
Det landsdækkende center for anmeldelse, visitation og indledende efterforskning af it-relateret økonomisk kriminalitet, LCIK, har i denne sag været med til at samle trådene.
- Centret sikrede nemlig, at vi hurtigt fik opsamlet og koordineret de mange anmeldelser om bedrageri-forhold, der kom ind fra mange hjørner af landet i denne sag. Det er et vigtigt bidrag til, at vi i dag har haft det fornødne grundlag for at kunne foretage anholdelse af den mistænkte, siger Troels Jul Kjærgaard.
Husk den sunde fornuft på nettet
Troels Jul Kjærgaard benytter lejligheden til at minde borgerne om, at man skal huske at udvise forsigtighed, når man handler på internettet.
- Tænk dig om. Brug din sunde fornuft. Hvis et tilbud lyder for godt til at være sandt, så er det ofte tilfældet, siger politikommissæren, og han understreger, at hvis man får den mindste mistanke om, at man er ved at blive snydt, så skal man stoppe handlen. Straks.
- Tegnene på svindel kan være forskellige, men stol på din mavefornemmelse – så du ikke mister dine penge i en internethandel, siger Troels Jul Kjærgaard, der fremhæver, at ens penge kan være svære at få igen, når de først er havnet i hænderne på den forkerte – også selvom en gerningsmand dømmes.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.